Hvordan kan nye, digitale værktøjer bidrage til at forebygge følgesygdomme til type 2-diabetes og fastholde et godt liv med diabetes? Det ønsker vi i Steno Diabetes Center Aarhus at undersøge. Derfor inviterer vi personer med type 2-diabetes fra Hedensted, Horsens, Odder og Skanderborg Kommune til at deltage i forskningsprojektet "Nybrud".
Sammen med Region Midtjyllands IT-afdeling og MedTech Innovation Consortium vil vi udvikle et digitalt værktøj, som ved at analysere data skal kunne forudse risikoen for følgesygdomme af diabetes – og dermed bidrage til at forebygge sygdommene, før de opstår.
Til udviklingsarbejdet har vi brug for mere viden om, hvem der udvikler følgesygdomme til type 2-diabetes og hvilken hjælp der virker for at leve et godt liv med diabetes.
Vi har brug for din hjælp
Hvis du har type 2-diabetes og bor i Hedensted, Horsens, Odder eller Skanderborg Kommune, håber vi, at du vil hjælpe os ved at svare på spørgsmål via app'en "Journl – din digitale journal" om din trivsel og aktiviteter i din hverdag.
Dine svar vil øge vores generelle viden om diabetes i Danmark - både i forhold til hvem der udvikler følgesygdomme og hvilke redskaber der med fordel kan udvikles til mennesker med diabetes. Din viden og dine svar vil derfor komme mange borgere med diabetes til gavn.
Sådan kommer du i gang
Hvis du gerne vil deltage, så er første skridt at downloade app'en "Journl – din digitale journal". Det er via denne app, du skal svare på spørgsmålene i projektet.
Læs, hvordan du kommer i gang og find svar på dine spørgsmål om projektet herunder.
Har du spørgsmål, så skriv til os på auh.sdca.nybrud@rm.dk.