10-12-2019

Jacob Fog Bentzon er professor ved Health, Aarhus Universitet, Spanish National Center for Cardiovascular Research og Steno Diabetes Center Aarhus.

Professor Jacob Fog Bentzon, som er tilknyttet Steno Diabetes Center Aarhus, har modtaget 15 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til et forskningsprojekt i åreforkalkning, som skal finde nye måder at behandle sen åreforkalkning på hos mennesker.

Selv om åreforkalkning er en af de mest almindelige sygdomme i verden, er fagfolk langtfra færdige med at afdække og forstå, hvad der præcist sker, når fedt og kolesterol aflejres i pulsårer og fører til åreforkalkning med risiko for blodpropper i hjertet og hjernen.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Først for nylig har man opdaget, at mange af de celler, der ses i åreforkalkning, i virkeligheden er såkaldte glatte muskelceller, der ændrer udseende og funktion. Det er betydningen af disse mystiske celler, der nu skal afdækkes af en forskningsgruppe med professor i eksperimentel åreforkalkning Jacob Fog Bentzon i spidsen.

Han har netop modtaget et såkaldt Consolidator Grant på 15 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd, ERC, til et femårigt forskningsprojekt i Aarhus og Madrid. 

- Vi er stolte af at arbejde sammen med en internationalt anerkendt forsker som Jacob Fog Bentzon, siger vores forskningschef Niels Jessen.

- Jacob åbner med sit unikke internationale netværk nye døre for vores forskere og er en vigtig brik i vores internationaliseringsstrategi. Med denne bevilling til Jacob får vi nu mulighed for at komme flere spadestik dybere ind i forståelsen af åreforkalkning, som er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker med diabetes.

Læs også