19-09-2019

Andreas Buch Møller_EASD19.jpg

»Det er en brik i et større puslespil, som forhåbentlig gør os lidt klogere på, hvordan muskelmasse reguleres - og dermed også på hvorfor der kan opstå insulinresistens i musklerne,« siger klinisk forsker Andreas Buch Møller, Steno Diabetes Center Aarhus. Foto: Niels-Bjørn Albinus, Dagens Medicin.

Studie fra Steno Diabetes Center Aarhus præsenteret på EASD 2019 identificerer proces, som ser ud til at have særlig betydning for regulering af muskelmasse.

Nyhed fra Dagens Medicin.

Regulering af muskelmasse er tæt forbundet med ændringer i ekspressionen af såkaldte autofagi-relaterede gener og protein i mennesker. Det viser resultaterne af en undersøgelse, som klinisk forsker Andreas Buch Møller fra Steno Diabetes Center Aarhus har præsenteret på EASD 2019.

I undersøgelsen indgik 17 midaldrende kvinder, der gennemgik to ugers stivgørelse og immobilisering af det ene ben, efterfulgt et seks uger langt rehabiliteringsforløb med styrketræning. Før og efter undersøgelsen, og efter de seks ugers genoptræning, fik deltagerne foretaget MR-scanninger af lårmusklen, og fik taget muskelbiopsier fra lårets forreste muskel. Samtidig blev de gener og proteiner, som er involveret i regulering af proteinsyntese og nedbrydning, undersøgt ved hjælp molekylærbiologiske metoder.

»MR-scanninger af tværsnitsarealet af lårmusklen viste en 10 pct. reduktion på 14 dages immobilisering. Efter 14 dages genoptræning var muskelstørrelsen næsten tibage ved udgangspunktet, og efter alle seks ugers genoptræning lidt over udgangspunktet,« siger Andreas Buch Møller til Dagens Medicin.

Selv om der skete betydelige ændringer i muskelmassen blandt deltagerne, var der ikke tegn på påvirkning af de processer, som er involveret i proteinsyntese.

»Vi fandt heller ikke tegn til påvirkning af proteinnedbrydning via proteasomerne. Til gengæld så vi en stor stigning i ekspressionen af gener og proteiner, som er involveret i autofagi under immobilisering, og et fald tilbage til udgangspunktet under genoptræning,« siger Andreas Buch Møller, der ser resultaterne som en del af et større billede.

»Det er en brik i et større puslespil, som forhåbentlig gør os lidt klogere på, hvordan muskelmasse reguleres – og dermed også på hvorfor der kan opstå insulinresistens i musklerne,« siger Andreas Buch Møller.

Læs også

Kontakt

Clinical Researcher
anbume@rm.dk
+45 2245 6140