27-02-2019

Fem af dansk forsknings frontløbere bliver hvert år hyldet med den fornemme EliteForsk-pris. I år går én af priserne til forskningschef ved Steno Diabetes Center Aarhus Niels Jessen, som hædres for sin forskning i diabetes og sine evner til at kombinere forskning og det kliniske arbejde med patienterne.

Den spiser sig fed om sommeren og ligger i hi hele vinteren. Men den får ikke diabetes. Overvægt og inaktivitet er ellers nogle af de væsentligste årsager til, at livsstilssygdommen type 2-diabetes er i voldsom vækst i både Danmark og resten af verden. Men bjørnen, den går fri. Hvorfor?

Det er ét af de videnskabelige spørgsmål, som forskningschef ved Steno Diabetes Center Aarhus Niels Jessen er ved at undersøge. Og det er forskning som dette, der gør, at han i år modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-pris.

En pris, som tildeles "fremragende yngre forskere i international særklasse, som på ekstraordinær vis bidrager til at styrke dansk forskning".

I den internationale elite

Lars Bo Nielsen, dekan for Health på Aarhus Universitet, begrunder i sin indstilling, hvorfor Niels Jessen, som også er klinisk professor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, er én af årets prismodtagere:

"Niels Jessen placerer sig i den absolutte internationale elite inden for diabetesforskning. Niels' helt store styrke er hans evner til at integrere sin forskning i det kliniske arbejde med patienterne og anvende laboratoriemetoder til at udvikle bedre patientbehandling."

Troels Krarup Hansen, direktør for Steno Diabetes Center Aarhus, er heller ikke i tvivl om, hvorfor Niels Jessen er blandt de ypperste internationale forskere.

- Niels har en helt unik tilgang til forskningsområdet, hvor han belyser videnskabelige spørgsmål ved at inddrage alt fra patienter, raske mennesker over mus til vildtlevende bjørne. Det repræsenterer essensen af den nysgerrighed og vilje til at gå nye veje, som vi hylder i Steno Diabetes Center Aarhus, siger Troels Krarup Hansen og fortsætter:

- Det er Niels' pris og fulde fortjeneste, men vi er selvfølgelig super stolte over at have ham som forskningschef.

I udlandet er de misundelige

Kombinationen af forskning og det kliniske arbejde med patienter er omdrejningspunktet for Niels Jessen, der som forsker er optaget af at forstå sygdommen diabetes og dens konsekvenser for de mennesker, der lever med den.

Som læge er han helt tæt på patienterne og inddrager dem direkte i forskningen. Det betyder, at de spørgsmål, som Niels Jessen sammen med sin forskningsgruppe søger at finde svar på, tager afsæt i den kliniske praksis og patienternes konkrete behov og udfordringer. 

- I et internationalt perspektiv er det faktisk meget unikt. At vores forskning foregår på et hospital er en stor gevinst og noget, man misunder os for i udlandet, siger Niels Jessen og fortsætter.

- Målet er, at vores patientnære forskning skal gøre os bedre til at adskille sygt fra rask og ad den vej skabe værdifulde løsninger, som kommer både patienter og sundhedsprofessionelle til gavn. Så vi kan begrænse skaden af diabetes og ultimativt helt forhindre den, afslutter Niels Jessen.

Fakta

  • Med EliteForks-prisen følger 1,2 millioner kroner. 200.000 kr. er en personlig hæderspris og 1.000.000 skal gå til forskningsaktiviteter.
  • Niels Jessen er 43 år og forskningschef ved Steno Diabetes Center Aarhus, klinisk professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet samt overlæge ved Klinisk Farmakologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
  • Niels Jessen forsker inden for type 2-diabetes og forstadier til sygdommen og har blandt andet afdækket mekanismer bag insulinafhængig og -uafhængig glukoseoptagelse i muskler og fedtvæv, dokumenteret en hidtil ukendt effekt af metformin, verdens mest anvendte diabetesmedicin, samt påvist, hvordan motion er den bedste måde at forebygge diabetes på. Han arbejder blandt andet på at udvikle mere målrettet og effektiv diabetesmedicin med færre bivirkninger.
  • Udover EliteForsk-prisen 2019 har Niels Jessen modtaget en række prestigefyldte priser og bevillinger, herunder Lundbeckfondens talentpris, Forskningsrådets Ung Eliteforskerpris, Excellence Project fra Novo Nordisk Fonden og Sapere Aude Forskningsleder fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Læs også