30-01-2019

Sundhedsfagligt personale fra medicinske afdelinger og børneafdelinger i Region Midtjylland er for første gang samlet i netværk for teknologisk diabetesbehandling.

Hvordan kan vi samarbejde på tværs af hospitalerne om brug af teknologi og telemedicin i diabetesbehandlingen? Det drøftede sundhedsfagligt personale til det første møde i Steno Diabetes Center Aarhus' og Region Midtjyllands nye netværk for teknologisk diabetesbehandling.

Det var en livlig summen, der fyldte auditoriet i Steno Diabetes Center Aarhus på en ellers grå mandag i januar.

Over 30 læger, sygeplejersker og kliniske diætister fra de fire midtjyske regionshospitaler og Steno Diabetes Center Aarhus var mandag den 28. januar mødt op til opstartsmøde i det nyetablerede tværfaglige netværk for teknologisk diabetesbehandling i Region Midtjylland.

"Det er behov, vi alle står med"

Den store interesse for netop dette emne er ganske forståelig. Den teknologiske udvikling på diabetesområdet går nemlig lynhurtig. Insulinpumper, glukosesensorer og andre moderne og effektive behandlingsredskaber til diabetespatienter pibler frem på markedet.

- Det er jo enormt positivt, at der sker så meget på området, men det kan som sundhedsfaglig være svært at navigere i de mange nye muligheder, siger Sanne Fisker, overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus og tovholder for specialklinikken for teknologi og telemedicin.

Samtidig foregår implementering af ny teknologi og dialog med de forskellige leverandører i dag på alle afdelinger i regionen, som behandler diabetespatienter. Det betyder, at der kan være stor forskel på, hvordan man håndterer eksempelvis udbud, og hvad man tilbyder diabetespatienter af teknologiske behandlingsmuligheder på tværs af regionen.

- Det er de samme behov og udfordringer, vi alle står med, og derfor oplever vi også et stort behov for øget videndeling, samarbejde og koordinering på tværs af regionens hospitaler. Der er mange ting, som kan være hensigtsmæssige at løse i fællesskab, siger Sanne Fisker.

 

Teknologisk netvaerk2.jpegMasser af gode ideer kom på bordet til dagens møde, og der er nok at tage fat på. Tv. Sanne Fisker, overlæge i Steno Diabetes Center Aarhus og tovholder for det nye netværk.

Ensartet tilbud i hele regionen

Og det er netop, hvad det nye netværk for teknologisk diabetesbehandling skal bidrage med.

Kongstanken med netværket er at sikre et højt, fælles videns- og kompetenceniveau, fælles faglige retningslinjer for den teknologiske diabetesbehandling i Region Midtjylland samt koordinering af input til eksempelvis fælles databehandleraftaler, serviceaftaler og udbudsaftaler, så den enkelte afdeling ikke skal stå alene med det.

- Det er vores forventning, at vi gennem det øgede samarbejde og koordinering fremadrettet kan sikre diabetespatienter en høj og ensartet kvalitet i den teknologiske behandling, uanset hvor de bor i Region Midtjylland, siger Sanne Fisker, som også er tovholder for det nye netværk. Hun afslutter:

- Vi er rigtig glade for det flotte fremmøde og de mange gode idéer og input, som kom på bordet på dette første netværksmøde. Der er nok at tage fat på, og det understreger blot, at der er et stort behov for et tæt samarbejde, hvor vi bruger hinandens viden, kompetencer og gode idéer.

Formålet med netværket

  • Videns- og erfaringsudveksling og best practices inden for teknologisk diabetesbehandling
  • Kompetenceudvikling og support inden for ny teknologi
  • Koordinering og samarbejde omkring understøttelse af teknologisk diabetesbehandling i Region Midtjylland
  • Idégenerering og sparring omkring ny behandling og nye metoder inden for teknologisk diabetesbehandling.

Samtidig skal netværket understøtte, at den nye viden, som opbygges ved Steno Diabetes Center Aarhus' specialklinik for teknologi og telemedicin samt øvrige specialklinikker, udbredes til hele regionen.

Netværket består af

  • En bred interessegruppe for alle interesserede sundhedsfaglige medarbejdere ved de medicinske afdelinger og børneafdelinger i Region Midtjylland (mødes 1 gang årligt).
  • En mindre netværksgruppe med to repræsentanter fra hver afdeling (mødes 4 gange årligt).