07-10-2019

Vi kan lære meget af hinanden på tværs af regionen. Her er 32 diabetessygeplejersker fra regionshospitalerne i Region Midtjylland og Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital, samlet til en dag med videndeling og fælles undervisning i screening af øjen- og fodsygdomme hos mennesker med diabetes.

Mennesker med diabetes, som er i hospitalsbehandling i Region Midtjylland, får snart et nyt tilbud om screening for følgesygdomme. Diabetesambulatorierne i Region Midtjylland samarbejder om opgaven, og forberedelserne er i fuld gang.

Komplikationer i øjne og fødder er sammen med påvirkning af nyre, hjerte og kredsløb nogle af de følgesygdomme, som kan ramme mennesker med diabetes. Screening for de enkelte følgesygdomme foregår i dag flere forskellige steder.

For at gøre det lettere og mindre tidskrævende at blive screenet for følgesygdomme, arbejder Steno Diabetes Center Aarhus lige nu tæt sammen med regionshospitalerne i Region Midtjylland om at etablere et fælles koncept for "sammedagsscreening", så personer, der er i hospitalsbehandling for deres diabetes, kun skal møde op ét sted - nemlig på deres lokale diabetesambulatorium.

Samarbejde til gavn for patienterne

- Det er en ny måde at organisere vores arbejde på. Det kræver tæt koordinering, videndeling og kompetenceudvikling af personale på tværs af regionen, og det arbejde er vi nu i fuld gang med, siger Mette Qvortrup Holsting, der er oversygeplejerske ved Steno Diabetes Center Aarhus.

Som led i forberedelserne til det nye tilbud var 32 diabetessygeplejersker fra regionshospitalerne i Region Midtjylland og Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital, mandag den 30. september samlet til en dag med videndeling, sparring og undervisning i screening af øjen- og fodsygdomme hos mennesker med diabetes.

- Det er et godt eksempel på, at vi har fået nye muligheder for at bringe det diabetesfaglige personale fra hospitalerne i Region Midtjylland sammen og i fællesskab udvikle tilbud til gavn for mennesker med diabetes i hele regionen, siger Mette Qvortrup Holsting.

Se billeder fra undervisningdagen den 30. september 2019

Fakta og patientinformation: Sammedagsscreening