28-09-2020

Nikolaj Rittig

Flere nyere studier har vist, at lægemidlet metformin kan have adskillige effekter på tarmene. Det bekræfter et nyt studie fra Steno Diabetes Center Aarhus nu. Resultaterne er netop præsenteret på EASD 2020 - Europas største diabeteskongres.

Det har stået på i årtier. Mystikken om, hvordan metformin, verdens mest anvendte medicin til behandling af type 2-diabetes, præcist virker og sænker blodsukkeret.

Flere nyere studier tyder dog på, at tarmen og måske i mindre grad leveren, som tidligere antaget, spiller en vigtig rolle.

Og det bekræfter et nyt studie fra Steno Diabetes Center Aarhus og Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital nu.

Resultaterne fra studiet har Nikolaj Rittig, læge og ph.d ved Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet, netop offentliggjort på kongressen EASD - European Association for the Study of Diabetes.

- Vi bekræfter i dette studie, hvordan indtag af metformin påvirker tarmen og øger dannelsen af mælkesyre. Det kan måske også være årsagen til, at mange mennesker oplever at få mavekneb, når de indtager metformin, siger Nikolaj Rittig til Dagens Medicin.

Studiet er et af de første til i mennesker at foretage målinger på blod direkte fra portvenen, der fører blod fra tarmene til leveren.

- Hvis metformin primært virker på tarmen, betyder koncentrationen af metformin i blodet måske langt mindre, end tidligere antaget, siger Nikolaj Rittig.

Læs artikel om studiet i Dagens Medicin.