04-11-2021

Den første sociale investering på sundhedsområdet af sin art i Danmark skal være med til at skabe en sundere livsstil og forebygge senkomplikationer for borgere med type 2-diabetes i Aarhus Kommune. Den Sociale Investeringsfond og Rådet for Sociale Investeringer har i alt investeret 13,3 millioner kroner i indsatsen, som Steno Diabetes Center Aarhus er en del af.

Type 2-diabetes skaber begrænsninger i mange menneskers liv. Særligt hos udsatte borgere, som i forvejen har udfordringer med sund kost og fysisk aktivitet.

Derfor har Den Sociale Investeringsfond, Rådet for Sociale Investeringer, Aarhus Kommune og Steno Diabetes Center Aarhus nu indgået et samarbejde om et socialt investeringsprogram, der skal hjælpe mennesker med type 2-diabetes, som er i særlig risiko for at udvikle senkomplikationer.

Den Sociale Investeringsfond og Rådet for Sociale Investeringer har i alt investeret 13,3 millioner kroner i indsatsen, som Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune skal levere.

God investering både menneskeligt og økonomisk

- Forebygger vi senkomplikationer af type 2-diabetes, kan vi give de mennesker, der lever med sygdommen, en bedre hverdag, hvor de i højere grad kan klare sig selv, siger Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond og fortsætter:

- Det giver både en stor livsværdi for den enkelte, og samtidig er der en økonomisk gevinst både for kommunen og regionerne, fordi man på tværs af sektorer undgår de stigende udgifter til støtte, der ellers vil være i takt med at komplikationerne vokser. Derfor er det en god investering både menneskeligt og økonomisk.

Tager fat om nældens rod

Målet er at hjælpe 450 mennesker med type 2-diabetes over en periode på tre år. Indsatsen, som er udviklet i samarbejde med Steno Diabetes Center Aarhus og i dialog med Praktiserende Lægers Organisation Aarhus, tager udgangspunkt i en igangværende indsats i Aarhus Vest. Denne viser, at man med de rette midler, kan lykkes med at få ellers udsatte borgere til at leve et liv, som forebygger senkomplikationer efter type 2-diabetes.

- Vi ved, at sårbare grupper ofte har en lavere sundhedskompetence og et mere begrænset socialt netværk, som kan yde støtte og afbøde sårbarhed. Med denne indsats kan vi gå ind og tage fat om nældens rod, siger Annelli Sandbæk, enhedschef hos Steno Diabetes Center Aarhus.

Hos PLO Aarhus ser formand Jakob Ravn frem til at gå ind i samarbejdet.

- Vi er spændte på at gå med i den her indsats, og vi ser det som en mulighed for at løfte sundheden og livskvaliteten for nogle borgere, som har det svært, siger han.

Flere investeringer på sundhedsområdet

Aarhus Kommune arbejder målrettet med at mindske ulighed i sundhed. Og det er dermed helt naturligt, at Sundhed og Omsorg går ind i samarbejdet som en aktiv aktør:

- Desværre ser vi en massiv social slagside, når det kommer til diabetespatienter med senkomplikationer. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med denne investering har mulighed for at skabe mere sundhed og vise vejen for andre investeringer på sundhedsområdet, siger rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive.

Investeringen på 13,3 millioner kroner er den første sociale investering på sundhedsområdet i Danmark. Hos Rådet for Sociale Investeringer håber formand, Gurli Martinussen, at det ikke er den sidste:

- Det er lidt af en milepæl, vi her har passeret. Jeg håber, at det kan være med til at bane vejen for fremtidige investeringer på sundhedsområdet, der fremmer lighed i sundhed, siger hun.

 

Fakta om diabetes 

Fakta om sociale investeringer

Kontakt projektparterne

Kontakt

Gå til kontakt side for Annelli Sandbæk

Annelli Sandbæk
Enhedschef

anesnd@rm.dk
+45 2128 2073

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?