05-01-2022

Ifølge ph.d.-studerende Kevin Patrick Marks er det vigtigt at opdage tegn på overspisning hos unge med diabetes tidligt, så spiseforstyrrelser og eventuelle psykiske problemer ikke forværres. Foto: Steno Diabetes Center Aarhus.

Hver tredje ung med type 1-diabetes har symptomer på overspisning eller tvangsoverspisning. Nyt studie viser, at symptomerne er forbundet med nedsat livskvalitet, flere depressions- og angstsymptomer og forringet fysisk helbred. Derfor er det vigtigt at opdage tegn på spiseforstyrrelser tidligt.

Artiklen er en pressemeddelelse fra Aarhus UniversitetRead this article in English.

Spiseforstyrrelser er et udbredt fænomen blandt teenagere med type 1-diabetes, og sundhedspersonale bør stræbe efter at identificere og behandle problemerne så tidligt som muligt.

Det er konklusionen i et nyt studie foretaget af forskere fra blandt andet Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus. Studiet viser, at symptomer på overspisning og tvangsoverspisning blandt unge med type 1-diabetes er forbundet lavere livskvalitet og flere depressions- og angstsymptomer.

Samtidig havde unge i studiet med symptomer på klinisk tvangsoverspisning væsentligt forhøjet blodsukkerniveau.

- Vores studie bekræfter, at symptomer på overspisning bør identificeres tidligst muligt blandt teenagere med type 1-diabetes. Det vil være hensigtsmæssigt at sætte ind, allerede inden den unge person formelt er diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, siger Kevin Patrick Marks, ph.d-studerende ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus.

Hver tredje har symptomer på overspisning

Flere end 500 unge mellem 12 og 17 år med type 1-diabetes har deltaget i studiet. Alle deltagere har besvaret et spørgeskema og aflagt en blodprøve.

Svarene blev opdelt i fire kategorier – alt efter hvilke symptomer på spiseforstyrrelser, deltagerne udviste. Kategorierne var "ingen symptomer på overspisning", "overspisning", "subklinisk tvangsoverspisning" og klinisk tvangsoverspisning". 

Omkring en tredjedel af deltagerne i studiet (34 procent) havde symptomer på overspisning eller tvangsoverspisning, hvilket er nogenlunde i tråd med tidligere undersøgelser.

Særligt udsatte

Personer med type 1-diabetes kan være særligt udsatte for overspisning, fordi de er tvunget til hele tiden tage stilling til, hvordan mad og motion påvirker deres blodsukkerniveau og konstant må forholde sig til det at leve med en kronisk sygdom.  

De deltagere, der kategoriseres som kliniske tvangsoverspisere, viste i studiet markant flere symptomer på depression og angst end deltagerne i de øvrige kategorier.

Knap 8 procent af deltagerne i studiet rapporterede om symptomer på klinisk tvangsoverspisning, hvilket er langt over niveauet for den generelle befolkning i aldersgruppen.

Risiko for komplikationer

Det er ikke kun det mentale helbred, der er forbundet med symptomer på disse spiseforstyrrelser.

Studiet viser også, at teenagere, der har symptomer på tvangsoverspisning, har forhøjet blodsukkerniveau og en lille tendens til at være overvægtige.

Teenagere med type 1-diabetes, der har forhøjet blodsukkerniveau på grund af overspisning, vil have øget risiko for at opleve komplikationer, når de bliver ældre.

Disse komplikationer kan beskadige øjne, nyrer, nerver, hjerte, blodårer, fødder og hjernefunktion.

Netop derfor er det vigtigt at identificere symptomerne så tidligt som muligt.

- Unge med diabetes med forhøjet blodsukkerniveau kan have forøget risiko for at udvikle alvorlige helbredsmæssige problemer over tid. Hvis man identificerer symptomer tidligt, vil man have bedre forudsætninger for at behandle både de følelsesmæssige og fysiske symptomer, inden de udvikler sig, siger Kevin Patrick Marks.

Fokus på tidlige tegn

Ifølge Kevin Patrick Marks bør studiet følges op af yderligere forskning for at finde ud af, hvordan man hurtigt og effektivt identificerer og behandler symptomer på tvangsoverspisning hos unge med diabetes.

Kevin Patrick Marks, der ud over at være ph.d.-studerende også er børnelæge, har et bud på, hvordan man allerede nu kan identificere symptomer på spiseforstyrrelser hos de unge.

- Identificering af tvangsoverspisning – gerne ved brug af et standardiseret spørgeskema – kan være den advarselslampe, som betyder, at den unge bliver henvist til et hold fagpersoner, der er trænet i at håndtere både type 1-diabetes og spiseforstyrrelser, siger han.

Bag om studiet

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?