22-02-2021

Måling af blodsukker.jpg

Som deltager i forskningsprojektet skal man svare på spørgsmål om helbred, trivsel og aktiviteter i hverdagen via en app, hvor man på udvalgte mål kan følge med i sin udvikling. Håbet er, at det blandt andet kan være en støtte til at leve et godt liv med type 2-diabetes.

Forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus inviterer borgere fra Horsens, Odder, Hedensted og Skanderborg Kommune med type 2-diabetes til at dele erfaringer fra deres hverdag. Målet er at udvikle digitale værktøjer, som kan bidrage til at forebygge følgesygdomme og fastholde et godt liv med diabetes.

Hjerte-kar-sygdom, fodsår og nyresygdom er eksempler på sygdomme, som kan følge med, hvis man har type 2-diabetes.

Men tænk, hvis der fandtes en teknologi, som kan forudse risikoen for at udvikle følgesygdomme til diabetes – og bidrage til at forebygge sygdommene - før de opstår.

Hvis det står til en gruppe forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus, er det ikke et "langt ude i fremtiden"-scenarie. De er nemlig i gang med at undersøge, hvordan man ved hjælp af blandt andet kunstig intelligens kan forudse og forebygge følgesygdomme til diabetes.

Og de har brug for hjælp.

- Vi har brug for input fra borgere med type 2-diabetes, så vi kan blive klogere på, hvordan hverdagen med type 2-diabetes leves. Flere har allerede meldt sig til projektet, og de bidrager med værdifuld viden, siger Annelli Sandbæk, enhedschef i Steno Diabetes Center Aarhus.

Svar på spørgsmål og få feedback

Som deltager i forskningsprojektet "Nybrud" skal man svare på spørgsmål om helbred, trivsel og aktiviteter i hverdagen via en app, hvor man på udvalgte mål kan følge med i sin udvikling. Håbet er, at det blandt andet kan være en støtte til at leve et godt liv med type 2-diabetes.

- Den feedback, man får via app'en, kan også være med til at forbedre dialogen med det sundhedspersonale, man er i kontakt med. I sidste ende håber vi, at det kan bidrage til, at man undgår nogle af de følgesygdomme, der er risiko for, når man har type 2-diabetes, siger Annelli Sandbæk.

- Vi håber, at så mange som muligt har lyst til at deltage. Den viden, vi får via projektet, vil komme mange borgere med type 2-diabetes til gavn.

 

Sådan kommer du i gang

Find en guide til, hvordan du kommer i gang på www.nybrud.rm.dk

Hvem kan deltage?

Du kan deltage, hvis du har type 2-diabetes og bor i Skanderborg, Horsens, Odder eller Hedensted Kommune. Din alder eller hvor længe du har haft type 2-diabetes er underordnet.

Hvem står bag forskningsprojektet?

Forskningsprojektet Nybrud er et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Aarhus, Region Midtjyllands IT-afdeling og Medtech Innovation Consortium (MTIC). Projektet er finansieret af Region Midtjyllands sundhedsinnovationspulje.

App'en, der benyttes i projektet, er udviklet af Journl A/S. Den lever op til dansk lovgivnings krav om IT-sikkerhed og deling af persondata, ligesom dataindsamlingen er godkendt af datatilsynet.

Læs mere om forskningsprojektet

Fakta om type 2-diabetes

  • Type 2-diabetes er en kronisk sygdom med blandt andet forhøjet blodsukker.
  • Type 2-diabetes kan medføre følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, fodsår, nervebetændelse, nyresygdom og nethindeforandringer.
  • Heldigvis får færre og færre de alvorlige følgesygdomme, men to ud af tre med diabetes bekymrer sig om følgesygdomme.
  • Risikoen for følgesygdomme afhænger af, hvor længe man har haft diabetes, og hvordan ens diabetes er reguleret.
  • I Danmark lever cirka 250.000 personer med type 2-diabates – det svarer til op mod 5 procent af den danske befolkning.
    • Horsens: ca. 3.800 er diagnosticeret med type 2-diabetes
    • Odder: ca. 950 er diagnosticeret med type 2-diabetes
    • Hedensted: ca. 1.950 er diagnosticeret med type 2-diabetes
    • Skanderborg: ca. 2.150 er diagnosticeret med type 2-diabetes

Kilde: Videncenter for Diabetes og Diabetesforeningen

Kontakt

Gå til kontakt side for Annelli Sandbæk

Annelli Sandbæk
Enhedschef

anesnd@rm.dk
+45 2128 2073

Modtag nyheder fra Steno Diabetes Center Aarhus

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra Steno Diabetes Center Aarhus direkte i din indbakke. Tilmeld dig herunder, så modtager du en nyhedsmail 2-4 gange om året.

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du også abonnere på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.