02-06-2021

Læger og sygeplejersker fra hele landet. Alle med det til fælles, at de arbejder med behandling af mennesker, der har diabetes og nyresygdomme.

23 læger og sygeplejersker fra diabetes- og nyremedicinske afdelinger i hele landet var 28. maj samlet på Steno Diabetes Center Aarhus (SDCA). Fælles for dem er en stor interesse for behandling af patienter ramt af både diabetes og nyresygdom.

»Patienter med diabetes risikerer at udvikle nyresygdom som en senfølge til sygdommen. Omvendt er diabetes hyppigt til stede hos patienter med nyresygdom, særlig efter nyretransplantation og behandling med immundæmpende medicin, især binyrebarkhormon. Og har man både diabetes og nyresygdom, er det vigtigt jævnligt at komme til kontrol,” siger Søren Tang Knudsen, overlæge ved SDCA.

"Patienten i centrum" kan ikke klares alene

Efter fælles planlægning var SDCA vært for første møde i det nye Netværk for Nyresygdom og Diabetes med deltagere fra blandt andet landets fem Steno Diabetes Centre og nyremedicinske og andre medicinske afdelinger rundt om i Danmark. Håbet for deltagerne er, at det nye netværk kan hjælpe til bedre behandling for de mange mennesker, der er ramt af både diabetes og nyresygdom.

»Uanset hvor meget som læge eller sygeplejerske knokler for altid at have patienten i centrum, så er det ikke noget, man kan klare alene. Det kræver samarbejde, organisering – og at vi deler vores erfaringer på tværs af regions- og faggrænser,” siger Søren Tang Knudsen.

Mere tid og bedre behandling

Han holdt blandt andet et oplæg om, hvordan han mødes med patienterne sammen med en nyremedicinsk speciallægekollega, mens en sygeplejerske fra begge afdelinger ofte også deltager og koordinerer besøgene.
Og der var flere eksempler på, hvordan man ved at koordinere indsatsen kan spare tid for patienterne – og give dem en bedre behandling.

Medarbejdere fra Steno Diabetes Center Copenhagen fortalte, hvordan man dér har haft gode erfaringer med at tilbyde diabeteskonsultationer, samtidig med at nyrepatienter er i dialyse. Patienterne er glade for tilbuddet, og antallet af udeblivelser fra konsultationerne er faldet med 25 procent.

Erfaringer deles også fremover

»Man har grebet organiseringen forskelligt ad, og nogle steder er man lige nu i gang med at etablere det tværfaglige samarbejde. Derfor gav det os rigtigt meget at mødes og høre de vidt forskellige erfaringer,” siger Søren Tang Knudsen.

På mødet kom deltagerne også omkring fælles analyser af kvalitetsdata, harmonisering af evalueringsprocesser, nationale og internationale behandlingsvejledninger, uddannelsesforløb, fremtidig vidensdeling og fælles forskningsprojekter.

Netværket vil fremover løbende udveksle erfaringer og forventer at mødes en til to gange om året.

Kontakt

Søren Tang Knudsen
Overlæge

soerknud@rm.dk
+45 2259 6121

Modtag nyheder fra Steno Diabetes Center Aarhus

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra Steno Diabetes Center Aarhus direkte i din indbakke. Tilmeld dig herunder, så modtager du en nyhedsmail 2-4 gange om året.

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du også abonnere på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.