Arbejdsgruppen fra Region Midtjyllands diabetesafdelinger
Arbejdsgruppen fra diabetesafdelingerne i Region Midtjylland har udviklet kursustilbuddet ”Godt fra start” og den digitale forløbsguide ”Ny med type 1-diabetes”.

11-06-2024

Medarbejdere fra regionens diabetesafdelinger har sammen skabt to tiltag, der skal klæde personer med type 1-diabetes på til den første tid med sygdommen: kurset ”Godt fra start” og en digital forløbsguide.

”Min kæphest er, at vi skal arbejde på at skabe lige vilkår for vores diabetespatienter. Det er så vigtigt, at der ikke er for store forskelle med hensyn til, hvad vi på de enkelte hospitaler i regionen kan tilbyde vores patienter indenfor blandt andet undervisning og konsultationer,” siger Karen Krogh Fjeldborg, specialeansvarlig overlæge på Regionshospitalet Randers.

Siden 2021 har hun været med i en arbejdsgruppe af diabetesbehandlere på tværs af regionshospitalerne i Region Midtjylland. Sammen har gruppen udviklet kursustilbuddet ”Godt fra start” og den digitale forløbsguide ”Ny med type 1-diabetes”.

Et supplement til den daglige behandling

”Godt fra start” er gruppeforløb, der består af fem mødegange på tre timer. En fast sygeplejerske er vært for møderne, og alt efter temaet på det enkelte møde deltager også en læge eller en diætist.

Der undervises i blandt andet blodsukker, insulin, mad, motion, diabetes-stress, pårørende, rejser og tanke- og reaktionsmønstre. Og for mange af deltagerne er det givende at møde andre med type 1-diabetes, for eksempel Sidse Hindhede, som du kan læse en artikel om her.

Læs om Sidse Hindhedes tanker om gruppeforløbet

Den digitale forløbsguide afvikles gennem appen Emento. I forløbsguiden bliver patienten klogere på mange aspekter af livet med type 1-diabetes gennem tekster og videoklip.

Det er i øvrigt Karen Krogh Fjeldborg, der sammen med Tina Kjærulff Svaneborg på video byder velkommen til forløbet inde i forløbsguiden. Tina er diabetessygeplejerske på Regionshospitalet Viborg, og hun har også har været med i udviklingen af kurset og forløbsguiden.

”Det er vigtigt at pointere, at det er supplerende tilbud,” siger Tina Kjærulff Svaneborg.

”Det supplerer det arbejde, vi gør i det daglige, så man som nydiagnosticeret får et ekstra tilbud, når man skal lande i sin nye tilværelse.”

Fra udviklingsdag til nye tilbud

Kimen til samarbejdet om fælles tiltag for nydiagnosticerede type 1-patienter blev lagt på en udviklingsdag for diabetesbehandlere i Region Midtjylland.

På baggrund af interview med nydiagnosticerede diabetespatienter – og erfaringer fra diabetesbehandlernes egen hverdag på klinikkerne – fandt behandlerne et behov for debutpatienter, altså personer med nydiagnosticeret type 1-diabetes.

Der blev derefter nedsat en arbejdsgruppe med diabetesbehandlere fra regionens diabetesklinikker.

”Der er så mange ting, man skal forholde sig til, når man lige har fået konstateret diabetes. Derfor brugte vi tidligt i processen en del krudt på at lave en tidslinje over, hvilken viden man har brug for hvornår, når man får konstateret type 1-diabetes,” fortæller Tina Kjærulff Svaneborg.

”Vi skulle lave et forløb, vi kunne stå sammen om. Og der var heldigvis mange fællestræk i vores tilgange på de forskellige klinikker.”

Umuligt uden samarbejde

Steno Diabetes Center Aarhus har faciliteret processen - med afdelingslæge Julie Støy i spidsen - og har flere medarbejdere med i arbejdsgruppen.

Det har haft stor betydning for arbejdet, at der har været nogen med administrative kræfter til at sætte rammerne for samarbejdet, fortæller både Tina Kjærulff Svaneborg og Karen Krogh Fjeldborg.

Samtidig har det været afgørende for udviklingen af de endelige tilbud, at de har kunnet arbejde sammen med diabetesbehandlere fra andre hospitaler i regionen.

”Det ville aldrig kunne lade sig gøre for hospitalerne i eksempelvis Randers eller Viborg at lave det her alene. Den eneste måde at lykkes på er ved at arbejde sammen på tværs,” siger Karen Krogh Fjeldborg.

”Hvis noget skal implementeres lokalt, er det vigtigt at alle føler en form for ejerskab. Og ejerskabet bliver større, når man har været med til at udvikle det, og med det samme kan svare på, om det her giver mening for vores patienter. Der foregår meget lokalt – også udvikling - men hvis ikke vi sætter os sammen, ved vi ikke om den anden laver noget, vi kan bruge i vores egen klinik.”

Udover nogle produkter, som både Tina Kjærullf Svaneborg og Karen Krogh Fjelborg er stolte af, har samarbejdet givet andre gevinster.

”Det har givet nye perspektiver på vores arbejde,” siger Tina Kjærulff Svaneborg.

”Nu ved jeg, at jeg også har ’en ven i Randers’, jeg kan ringe til, hvis jeg har brug for faglig sparring.”

Se video om de nye tiltag

Udviklingen af fremtidens diabetesbehandling er noget, vi gør sammen. På tværs af faggrupper og på tværs af hospitaler. 

- I forhold til at kunne udvikle et projekt, så har det været vigtigt, at der er noget, vi har gjort på tværs, siger Karen Krogh Fjeldborg.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Kontakt

Julie Støy
Afdelingslæge

julistoe@rm.dk
+45 2339 7920

Tilmeld dig nyhedsmail her

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Målgruppe

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Arbejder du i almen praksis i Region Midtjylland, kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev 'DiabetesNyt' her

 




Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?