20-05-2025
10. april afsluttede det første hold fodterapeuter deres efteruddannelse i diabetes for fodterapeuter med den sidste eksamen på Tradium i Randers.
Dermed står de 25 fodterapeuter nu klar til at hjælpe med at forebygge og reducere komplikationer som fodsår, infektioner og amputationer hos personer med diabetes.
Cathy Green er en af de fodterapeuter, som netop har afsluttet den nye efteruddannelse i diabetes. Til hverdag arbejder hun som fodterapeut i Odder, og hun møder mange mennesker med diabetes i hendes arbejde på klinikken. For hende er efteruddannelsen en investering i faget.
”I mit arbejde som statsautoriseret fodterapeut møder jeg mange mennesker med diabetes, og jeg kunne mærke, at jeg gerne ville være endnu mere sikker i mine vurderinger. Især når det gælder risikofødder og sår, der måske ikke ser alarmerende ud ved første øjekast,” fortæller Cathy Green.
Hun tog efteruddannelsen, da den kunne give et bedre grundlag for at træffe beslutninger og yde rådgivning til patienter.
”Jeg vil gerne kunne tage ansvar og have argumenterne i orden, når jeg rådgiver patienter eller samarbejder med andre sundhedsprofessionelle,” forklarer hun.
Forebyggelse kræver viden
Katrine Holm Nielsen er uddannelseskonsulent hos Steno Diabetes Center Aarhus, og hun har været med til at søsætte efteruddannelsen i samarbejde med Fodterapeutskolen ved Tradium i Randers og Danske Fodterapeuter.
Set med hendes øjne vil de nye efteruddannede fodterapeuter gøre en stor forskel for mennesker med diabetes. For det kræver specialviden at forebygge og behandle fodkomplikationer som følge af diabetes, da diabetesbehandling er et område, der udvikler sig hurtigt.
"Med efteruddannelsen får vi flere højt specialiserede fodterapeuter. Det er dem, der er tæt på borgerne, og nu får de endnu bedre muligheder for at forebygge og behandle diabetiske fodkomplikationer," fortæller Katrine Holm Nielsen.
Hun glæder sig over, at man med efteruddannelsen på Tradium i Randers får specialiserede fodterapeuter i hele landet.
"Det er virkelig dejligt, at det første hold nu er i mål, og skønt at se resultatet af vores arbejde med at få implementeret en efteruddannelse i Vestdanmark," siger Katrine Holm Nielsen.
Viden vil gavne patienterne
For Cathy Green er den nye efteruddannelse i diabetes værdifuld i arbejdet som fodterapeut i klinikken i Odder. Hun ved, at hendes rolle er afgørende i forebyggelsen af diabetiske fodkomplikationer.
”Uden den rette viden risikerer vi at overse de små tegn, der kan udvikle sig til alvorlige problemer. Da diabetes påvirker både blodomløb og nervebaner, mærker vores patienter ikke altid selv, når der opstår tryk, sår eller infektioner,” forklarer hun og fortsætter:
”Efteruddannelsen i diabetes har givet mig en langt skarpere forståelse for sygdommens indvirkning på fødderne og har gjort mig bedre til at vurdere risici, tilpasse behandlingen og rådgive patienterne. Jeg kan kun anbefale at tage efteruddannelsen. Den har styrket min faglighed og giver mig en større tryghed i mit arbejde, og det gør en forskel for dem, jeg er her for at hjælpe”.
Uddannelse løfter fagligheden
Hos Danske Fodterapeuter er formand Cille Holse enig i, at den nye efteruddannelse vil gøre en forskel. I hendes øjne giver den mulighed for, at medlemmerne kan få et højt fagligt kompetenceløft samtidig med, at der bliver en bedre forebyggelse af fodproblemer blandt mennesker med diabetes.
“Kompetencerne er yderst vigtige, fordi fodterapeuter spiller en central rolle i at forebygge fodsår og amputationer hos mindst 130.000 mennesker med diabetes hvert år. Efteruddannelsen giver desuden fodterapeuter et nyt udgangspunkt for at løfte fremtidens fodterapi og øge livskvaliteten hos mennesker med diabetes,” siger Cille Holse.
Fakta om efteruddannelsen
- Målgruppen for efteruddannelsen er privatpraktiserende fodterapeuter, der gerne vil øge deres viden inden for diabetes og senfølger til diabetes.
- Fodterapeutskolen ved Tradium i Randers åbnede for første gang dørene til den nye efteruddannelse i diabetes for fodterapeuter den 3. oktober 2024 med et hold på 25 studerende.
- Efteruddannelsen i diabetes for fodterapeuter vil blive udbudt to gange årligt med et hold på henholdsvis Fodterapeutskolen i København og Tradium i Randers.
Kontakt
Katrine Holm Nielsen
Uddannelseskonsulent
katrni@rm.dk
+45 2027 2331
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.