Et stort forskningsprojekt skal afdække, om en naturlig tarmbakterie kan give spædbørn et stærkere immunforsvar og en sundere stofskifteprofil – og dermed reducere risikoen for blandt andet kolik, infektioner, allergi og senere metabolisk sygdom.
Hvorfor er amning godt? Og kan man målrettet styrke spædbørns immunforsvar og stofskifte med probiotika i de første leveuger? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne bag BEGIN-studiet søger svar på i et forsøg med op mod 1000 nyfødte børn og deres familier i Region Midtjylland.
En gammel bakterie i nye omgivelser
I centrum står den naturlige tarmbakterie Bifidobacterium longum subspecies infantis – i daglig tale B. infantis. Bakterien er tilpasset livet i spædbørns tarme og har en unik evne til at omsætte komplekse kulhydrater i modermælken.
”Vi ved, at børn, der ammes, generelt har et stærkere immunforsvar, men vi har ikke vidst præcis hvorfor. Vores teori er, at B. infantis spiller en central rolle – og det er det, vi nu vil undersøge,” siger Kurt Kristensen, overlæge og forsker på Steno Diabetes Center Aarhus.
I mange dele af verden er B. infantis stadig en naturlig del af spædbørns tarmflora. Men i den vestlige verden har man set et fald i forekomsten over de seneste årtier. Årsagerne kan være mange: antibiotikaforbrug, øget hygiejne, kejsersnit og udbredt brug af modermælkserstatning.
”Samtidig ser vi en stigning i sygdomme som astma, allergi og eksem – men også i metaboliske sygdomme som overvægt og diabetes. Det er nærliggende at spørge, om der kan være en sammenhæng,” siger Kurt Kristensen.
Spædbørns sundhed under lup
De første ca. 400 spædbørn er allerede inkluderet i studiet. Halvdelen får et dagligt tilskud med B. infantis i tre uger, mens den anden halvdel får placebo. Herefter følger forskerne børnenes helbred tæt gennem barndommen – helt op til de fylder 18 år.
En undergruppe af børnene inviteres til en kropsscanning på Steno Diabetes Center Aarhus, når de er tre måneder gamle.
”Med en pea pod, et særligt måleapparat til spædbørn, kan vi præcist måle fedt- og muskelmasse. Det giver os et unikt indblik i, hvordan tarmbakterier kan påvirke vækst og kropssammensætning,” fortæller Mia Elbek Schjørring, læge, ph.d.-studerende og projektkoordinerende forsker.
Studiet undersøger samtidig, om B. infantis kan reducere forekomsten af kolik, infektioner og hospitalsindlæggelser i spædbarnsalderen.
For at forstå samspillet mellem miljø, mikrobiom, immunforsvar og stofskifte indsamler forskerne afføringsprøver, blodprøver (hæl- og veneblod) og støvprøver. I en undergruppe suppleres der desuden med urinprøve fra barnet og mælkeprøve fra moren. Forældrene registrerer barnets sundhed og trivsel i en app gennem det første leveår. Appen giver samtidig påmindelser om prøvetagning og spørgeskemaer.
”Vi følger børnene tæt – men på en måde, hvor det bliver enkelt for forældrene at være med. Det meste foregår i hjemmet, og appen guider undervejs,” siger Mia Elbek Schjørring.
En investering i fremtiden
Studiet bygger på idéen om, at de første leveuger kan sætte et varigt aftryk på helbredet. Det kaldes også Barker-hypotesen – teorien om, at tidlige påvirkninger i livet kan bestemme risikoen for sygdomme senere.
”Hvis vi kan vise, at noget så enkelt som et probiotisk tilskud kan styrke immunforsvaret, støtte en sund vækst og forebygge sygdomme, vil det have enorm betydning – både for de enkelte børn og for folkesundheden,” siger Kurt Kristensen.
Om BEGIN-studiet
Formålet er at undersøge, om probiotika med B. infantis kan styrke spædbørns immunforsvar, fremme en sund vækst og forebygge sygdomme. Op til 1000 nyfødte børn og deres familier i Region Midtjylland deltager i studiet. Børnene følges tæt i det første leveår og i sundhedsregistre op til 18-års alderen.
Studiet sker i samarbejde mellem Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalerne i Region Midtjylland, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet.
Læs mere på: beginstudy.dk
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at deltage?
Læs mere på beginstudy.dk eller skriv dig op via dette link:
Kontakt
Kontakt forskningsteamet
Kontaktpersoner
Kurt Kristensen
Overlæge, Steno Diabetes Center Aarhus
kurtkris@rm.dk
Sune Rubak
Overlæge, Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital
sunerubak@skejby.rm.dk
Marie Tholstrup Philipsen
Læge og ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin,
Aarhus Universitetshospital, Børn og Unge
marie.tholstrup@rm.dk
Mia Elbek Schjørring
Læge og ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin,
SDCA/Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital
miasoe@rm.dk
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.