27-01-2026
Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan kroppen reagerer på kalorieholdige aftensmåltider. Projektet foregår i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital og Minnesota University og har fået fem millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Det er professor Lars Christian Gormsen fra Nuklearmedicinsk afdeling, der har modtaget bevillingen til projektet med titlen: “Overeating, Lipid Trafficking, Inflammation, and Metabolism across Extremes of Metabolic Health – The OVERTIME study”.
Giver ny viden om fedtoptagelsen
Målet er at få viden om, hvordan kroppen reagerer på aftensmåltiderne, om fedtoptagelsen i kroppen og påvirkningen på inflammation og stofskifte.
Man sammenligner resultaterne mellem to grupper mennesker, dels hos raske voksne og dels voksne med overvægtig og prædiabetes.
- Vi ved, at mange mennesker indtager en stor del af deres kalorier om aftenen. Med OVERTIME-projektet vil vi få en helt ny og mere præcis viden om, hvordan kroppen håndterer fedtet efter et stort aftensmåltid. Samtidig kan vi få et indblik i, hvordan kalorierige aftensmåltider påvirker personer, der har øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, siger overlæge og klinisk lektor fra Steno Diabetes Center Aarhus, Esben Søndergaard.
Måler madens påvirkning på kroppen
Ved hjælp af avancerede PET-skanninger og minimale mængder radioaktive sporstoffer i maden kan forskerne følge fedtet fra måltidet og se, om fedtet fra maden bliver lagret i lever, bugfedt eller muskler. Sideløbende skal blodprøver måle måltidets påvirkning på deltagernes stofskifte og inflammation.
- Ved at kombinere avanceret molekylær billeddannelse med blodanalyser kan vi for første gang kortlægge måltidets vej fra indtag til vævsfordeling og samtidig måle de inflammatoriske forandringer. Det er et skridt på vejen til at forstå, hvorfor nogle mennesker er mere sårbare overfor livsstilssygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme, siger professor fra Aarhus Universitet og nuklearmedicinsk afdeling, Lars Christian Gormsen.
Projektet løber over tre år og skal give viden om, hvorfor nogle mennesker er mere følsomme overfor sene og store måltider, samt give et bedre grundlag for forebyggelse af diabetes og hjerte-kar-sygdom.
Kontakt
Lars Christian Gormsen
Professor, Nuklearmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet
lars.christian.gormsen@clin.au.dk
Tlf. 2281 1631
Esben Søndergaard
Clinician and Associate Professor
esbensoe@rm.dk
+45 2873 0943
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.