26-01-2026
Lige før jul kunne forsker Tinne Laurberg og enhedschef og professor Annelli Sandbæk åbne tre tidlige julegaver. De har nemlig modtaget tre bevillinger fra Kræftens Bekæmpelse til forskning i sammenhængen mellem kræft, type 2-diabetes og svær overvægt.
- Fra forskningen ved vi, at personer med type 2-diabetes og svær overvægt har større risiko for at udvikle kræft, og at de generelt deltager mindre i kræftscreening - muligvis på grund af manglende viden, siger Tinne Laurberg, forsker ved Steno Diabetes Center Aarhus.
- Type 2-diabetes er også forbundet med en øget kræftdødelighed, og vi mangler viden om sammenspillet mellem kræft og diabetesbehandling. Det vil vi lave om på, og vi glæder os til at bidrage med vigtig ny viden til dette område.
De tre projekter, der har modtaget støtte, skal undersøge:
Kan årsstatus blive løftestang for tarmkræftscreening?
Personer med type 2-diabetes har 20 procent øget risiko for at få tarmkræft og dårligere prognose, hvis de får sygdommen. Desværre deltager personer med type 2-diabetes sjældnere i screening end den øvrige befolkning. I dette projekt tester vi, om fokus på tarmkræftscreening og hjælp til at deltage ved årsstatus for diabetes i almen praksis kan øge deltagelsen.
Projektet er støttet med 500.000 kr. fra Kræftens Bekæmpelses ’Prevention Lab’.
Svær overvægt og kræft: Hvordan taler vi om det, så kræft opdages tidligere?
Personer med svær overvægt deltager sjældnere i kræftscreening og får oftere en sen diagnose. I projektet undersøger vi, hvilken rolle mental sundhed og sociale forhold spiller – og udvikler respektfulde måder at tale om overvægt og kræftrisiko i sundhedsvæsenet, så kræft kan opdages tidligere.
Projektet er støttet med 1,6 mio. kr. fra Knæk Cancer 2025.
Hvordan påvirker type 2-diabetes behandlingen af modermærkekræft?
Type 2-diabetes kan forværre sygdomsforløbet for personer med modermærkekræft. Vi undersøger, hvordan type 2-diabetes påvirker både behandlingen med kirurgi og immunterapi. Målet er at udvikle en målrettet behandling, der kan forbedre både overlevelse og livskvalitet hos patienter med både modermærkekræft og type 2-diabetes.
Kontakt
Annelli Sandbæk
Enhedschef
anesnd@rm.dk
+45 2128 2073
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.