25-11-2022

Netværksekspert Susie Lynge var en kærligt indpiskende oplægsholder på dagen - hun gav deltagerne inspiration, træning og redskaber til professionel vidensdeling.

Steno Diabetes Center Aarhus var vært for regional udviklingsdag med 90 deltagere fra diabetesambulatorier i Region Midtjylland. Sammen skulle de danne grobund for udvikling af fremtidens diabetessamarbejde.

”Jeg tror på, at den, der deler, vinder,” konkluderede regionsdirektør Pernille Blach Hansen i sin introduktion til den regionale udviklingsdag i går, ”tiden, hvor den enkelte, geniale medarbejder sætter sig ind i et lokale og tænker de gode løsninger selv, er nok forbi.”

Hvis hendes tese om, at vinderne er dem, der deler, holder stik, så var Forum fyldt med potentielle vindere i går. Der var flittig deling mellem 90 deltagere fra regionshospitalernes diabetesambulatorier; der blev delt kontaktoplysninger, erfaringer, frustrationer, glæder og idéer.

Udviklingsdagen var en del af Fremtidens Diabetesklinik – en fælles regional indssats, der sigter mod at udvikle og optimere behandlingen af patienter med type 1-diabetes i Region Midtjylland.

Fremtidsforsker Anne Skare, der i øvrigt selv har en søn med type 1-diabetes, gav et ”kørekort til fremtiden”, hvor hun blandt tog et kig på fremtidens tendenser indenfor sundhedsområdet. Hun fokuserede også på, at en langt større grad af deling bliver essentiel fremover.

”Vi kommer til at dele meget mere,” sagde hun, ”og vi kommer til at gå fra standardiserede løsninger til mere skræddersyede løsninger.”

Anne Skare vurderede også, at vi fremover kommer til at kere os om at gøre tingene bedre i stedet for større. ”Bliver en leverpostej bedre af at blive dobbelt så lang?” spurgte hun.

Diabetesindsatsen skal være frontløber

”Det er mit håb, at diabetessamarbejdet kan være frontløbere for fagligt samarbejde i regionen,” sagde direktør Troels Krarup Hansen.

Han understregede, at målet med dagen ikke var at udvikle halv- eller helfærdige løsninger på diabetesproblematikker, men at skabe grobund for et solidt diabetessamarbejde i regionen og samtidig udforske fem temaer: Mennesket, mad, motion, medicin og mekanik.

Alice Stamp Kristensen er afdelingssygeplejerske på Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme på Regionshospitalet Viborg, og hun har arbejdet med diabetes siden 2004.

"Det er godt, at Steno tager teten og går forrest for at fremme samarbejdet i regionen. De har nogle andre ressourcer, end vi har lokalt,” sagde Alice Stamp Kristensen og tilføjede:

"Det er så vigtigt, at vi dyrker netværkene - også uden for vores eget hospital. Og så skal vi blive endnu bedre til at dele vores viden, så den når endnu længere ud. Jeg tror faktisk, at jeg vil skrive med stort på min tavle: Den, der deler, vinder!"

Den, der deler, vinder

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

- Jeg tror på, at den, der deler, vinder. Tiden, hvor den enkelte, geniale medarbejder sætter sig ind i et lokale og tænker de gode løsninger selv, er nok forbi. Sådan konkluderer regionsdirektør Pernille Blach Hansen i sin introduktion til den regionale udviklingsdag 2022 i Fremtidens Diabetesklinik.

Kontakt

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?