Forskere i samtale
Professor Klaus Krogh (til højre) har i mange år forsket i diabetiske tarmkomplikationer. Her står han sammen med Katrine Lundby Høyer og professor Christian Lodberg Hvas. De deltager alle tre i det nye projekt, der bygger videre på FADIGAS-studiet, hvor personer med diabetisk gastroenteropati fik fæces fra raske donorer.

Fæcestransplantation mod tarmgener og stamcellebehandling af diabetiske fodsår er omdrejningspunkterne i to forskningsprojekter, der har fået millionstøtte fra Novo Nordisk Fonden.

Fire forskningsprojekter har i år modtaget støtte gennem Steno Collaborative Project Grants fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingerne gives til samarbejdsprojekter, der skal skabe ny viden og forbedre behandlingen af komplikationer ved diabetes – i tæt samarbejde mellem Steno Diabetes Centrene og deres forskningspartnere.

To af de støttede projekter ledes af forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus.

Fæcestransplantation mod diabetisk gastroenteropati

Professor Klaus Krogh står i spidsen for et nationalt projekt, der bygger videre på de lovende resultater fra et tidligere studie, hvor personer med diabetisk gastroenteropati modtog fæces fra raske donorer. Behandlingen – kaldet fækal mikrobiota-transplantation (FMT) – viste sig at kunne mindske svære mavegener og forbedre livskvaliteten hos personer med type 1-diabetes.

Det nye studie skal dokumentere, om FMT også kan fungere som en langtidsholdbar behandling. Patienter rekrutteres via flere Steno-centre i Danmark, og FMT-kapslerne produceres af CEFTA (Center for Fækal Mikrobiota Transplantation) på Aarhus Universitetshospital.

Stamcelleterapi til behandling af fodsår

Lektor Páll Karlsson leder projektet ACCELERATOR, som skal afprøve, om stamceller fra raske donorer kan fremme sårheling hos patienter med svært behandlelige diabetiske fodsår – en komplikation, der ofte medfører alvorlige følger og i nogle tilfælde ender med amputation.

Stamcellerne kan dæmpe betændelse og hjælpe kroppen med at danne nyt væv og blodkar – noget, der er særligt vigtigt, når sår ikke heler af sig selv. Behandlingen har tidligere vist gode resultater ved andre sygdomme som for eksempel Crohns sygdom, og nu skal den testes i diabetesbehandling.

Samarbejde om ny behandling

Begge projekter er forankret i et stærkt samarbejde mellem Aarhus Universitet, Steno Diabetes Center Aarhus, andre danske Steno-centre og internationale forskningsmiljøer. Målet er at udvikle løsninger, som kan komme patienter til gavn i klinisk praksis.

De to øvrige bevillinger fra årets Steno Collaborative Project Grants er gået til Stine Byberg og Peter Rossing fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Derudover står Flemming Pociot, ligeledes fra SDCC, i spidsen for et nationalt projekt, der skal undersøge mulighederne for at opspore type 1-diabetes allerede før de første symptomer viser sig.

Læs mere om disse projekter hos Steno Diabetes Center Copenhagen.

Om projekterne

Billede af Pall Karlsson
Páll Karlson leder projektet ACCELERATOR, som skal afprøve, om stamceller fra raske donorer kan fremme sårheling hos patienter med svært behandlelige diabetiske fodsår.

ACCELERATOR: Allogeneic stem cell therapy for hard-to-heal diabetic foot ulcers

  • Formål:
    Undersøge, om stamceller fra donorer kan fremme heling af diabetiske fodsår, der ikke heler med almindelig behandling
  • Hovedansvarlig:
    Páll Karlsson (Steno Diabetes Center Aarhus / Aarhus Universitet)
  • Bevilling:
    4.147.800 kroner
  • Deltagere:

    Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Steno Diabetes Center Odense, Regionshospitalet Viborg, Center for Advanced Pain Studies (University of Texas, USA)

Fecal Microbiota Transplantation against Bowel Symptoms in Persons with Diabetes Mellitus

  • Formål:
    Undersøge langtidseffekt og virkningsmekanismer ved fæcestransplantation mod svære tarmgener hos personer med type 1-diabetes
  • Hovedansvarlig:
    Klaus Krogh (Steno Diabetes Center Aarhus / Aarhus Universitet)
  • Bevilling:
    9.972.200 kroner
  • Deltagere:
    Steno Diabetes Center Aarhus, Steno Diabetes Center Nordjylland, Steno Diabetes Center Copenhagen, Center for Fækal Mikrobiota Transplantation ved Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, University of Helsinki, University of Oslo

 

Kontakt

Niels Jessen
Forskningschef

niels.jessen@biomed.au.dk
+45 2859 6352

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Tilmeld dig nyhedsmailen her

Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.