17-06-2025
Den digitale plaform SAMBLIK samler som et af de første systemer herhjemme relevante patientdata fra flere sektorer i ét overblik. Lige nu testes SAMBLIK i stor skala på diabetesområdet i fire sundhedsklynger, og erfaringerne viser, at den kan spare tid, forbedre samarbejde – og øge kvaliteten i behandlingen.
Patienter med type-2 diabetes, der går hos de praktiserende læger i Trustrup Lægehus, mærker måske ikke umiddelbart forskellen ved, at klinikken har fået adgang til den nye digitale platform, SAMBLIK-diabetes. Men effekten kan både blive mere fokuserede og effektive konsultationer og i sidste ende også færre ture til sygehuset.
- Tidligere, hvis vi stødte på et patientproblem og gerne ville have en ekspert i form af en endokrinolog fra sygehuset til at vurdere patienten, kunne vi godt ringe, men fordi vi ikke sad med det samme dataoverblik, resulterede det fra tid til anden i, at vi måtte henvise til sygehuset i Randers eller Aarhus, så patienten skulle derind.
- Med SAMBLIK kigger den praktiserende læge og endokrinologerne på de samme patientdata og kan hurtigere få afklaret patientproblemerne, og dermed undgås en del ture til sygehuset for en patientgruppe, der kan være udsat og ikke altid er i stand til at klare den lange transport og skulle forholde sig til nyt sundhedspersonale. Vi kender patienternes historik og baggrund, mens endokrinologerne har den faglige viden, forklarer konsultationssygeplejerske Gitte Nielsen fra Trustrup Lægehus.
Trustrup Lægehus er en af de praktiserende læger, der er med i den såkaldte storskala-afprøvning af den digitale platform, SAMBLIK-diabetes. SAMBLIK er en digital platform, der for første gang giver sundhedsprofessionelle et samlet og intelligent overblik med patienternes sygdomsbillede.
Det er Steno Diabetes Center Aarhus, der tester og indsamler viden om løsningen, der i første omgang skal skabe overblik for de sundhedsprofessionelle, der er involveret i diabetesbehandling. Men SAMBLIKs potentiale rækker ud over diabetes, forklarer Annelli Sandbæk, der er chef for enhed for tværsektorielle samarbejder ved Steno Diabetes Center Aarhus.
- SAMBLIK er ikke kun en diabetesløsning, men en generisk, sygdomsuafhængig IT-platform, der kan bruges på tværs af sygdomsområder – f.eks. kræft, hjerte, KOL m.fl., siger hun.
Fra detektivarbejde til overblik
Gitte Nielsen fra Trustrup Lægehus er blandt de første i landet, der afprøver SAMBLIK-diabetes. Platformen giver sygeplejersker, læger, specialister og kommunale sygeplejersker adgang til det samme overblik over en diabetespatients sygdomshistorik, medicin, behandlingsmål og speciallægebesøg.
- Jeg kan se, om patientens medicin er hentet, og jeg kan hurtigt danne mig et overblik over både langtidsblodsukker, nyretal og om de fx har været hos øjenlægen. Det sparer tid – og gør det langt lettere at tage kvalificerede beslutninger, siger hun.
Gitte Nielsen og kollegerne i lægehuset har siden 2018 brugt de såkaldte forløbsplaner til at følge behandlingen af patienter med type-2 diabetes. Men hvor forløbsplanerne primært fungerede som internt værktøj i almen praksis, skaber SAMBLIK-diabetes et fælles dataoverblik på tværs af sundhedsvæsenet.
- Jeg kan spare en del tid på sigt med SAMBLIK, fordi jeg får serveret en masse af de oplysninger, som jeg tidligere skulle på detektivjagt efter. Det frigør jo tid til patienterne og i sidste ende en bedre kvalitet i behandlingen, siger Gitte Nielsen.
Fælles blik – på patientens vej gennem systemet
Steno Diabetes Center Aarhus har udviklet SAMBLIK-diabetes i samarbejde med sundhedsprofessionelle fra både hospitaler, almen praksis og kommuner. Det bygger på national infrastruktur for sundhedsdata og præsenterer data i en visuelt overskuelig og klinisk meningsfuld form – med fokus på netop det, der er relevant i den konkrete kontekst.
- Målet er ikke at vise al data, men at vise den rigtige data på den rigtige måde, forklarer Morten Bonde Klausen, der er projektleder hos Steno Diabetes Center Aarhus og står for storskalaafprøvningen.
- Det handler ikke kun om adgang til information, men om at gøre informationen brugbar. Lægerne får for eksempel vist, hvordan ændringer i medicin korrelerer med udviklingen i blodsukker – og om patienten overhovedet henter sin medicin, forklarer han.
Afprøvningen er i gang i fire sundhedsklynger i Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden og omfatter både diabetesambulatorier, kommuner og praksisklinikker. Erfaringer fra pilotprojektet viste, at systemet kunne spare tid og forbedre samarbejde, men den nye afprøvning går et spadestik dybere:
- Vi tester nu, om det her også virker i den virkelige hverdag, hvor læger og sygeplejersker er pressede. Det skal ikke være endnu et system – det skal være en hjælp, der gør hverdagen lettere og giver mere tid til patienterne, siger Morten Bonde Klausen.
En model for fremtiden
SAMBLIK-diabetes er første version af en større vision: En sygdomsuafhængig platform, hvor data vises forskelligt afhængig af sygdomsområde og faglig kontekst – med mulighed for at skræddersy løsningen til fx kræft, eller KOL Det generiske SAMBLIK-koncept er pt. under udvikling og forventes at være klar til afprøvning i 4. kvartal i 2025.
- SAMBLIK er også en metode. Det er en måde at udvikle og teste nye visninger af sundhedsdata sammen med brugerne. Diabetesområdet er første skridt – men ikke det sidste, siger Annelli Sandbæk.
Platformen testes frem mod 2026, hvorefter resultaterne samles i en rapport.
Kontakt
Annelli Sandbæk
Enhedschef
anesnd@rm.dk
+45 2128 2073
Morten Bonde Klausen
Sundhedsdatakonsulent, ph.d.
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.