Kronik: Reformen flytter patienterne – flyt forskningen med!

27-03-2026

Sundhedsreformen flytter flere forløb ud af hospitalerne og tættere på borgeren. Det er et rigtigt sigte: mere forebyggelse, tidligere indsats og mere behandling i det nære sundhedsvæsen.
Men reformen flytter samtidig den kliniske virkelighed, som store dele af den kliniske forskning traditionelt har lært af. Måske er det på tide med en alliance, så den nyeste viden ikke bliver hængende på perronen, når reformtoget kører. Det foreslår to professorer i dette indlæg.

Af:

Niels Jessen, professor i klinisk farmakologi, Aarhus Universitet, og forskningschef på Steno Diabetes Center Aarhus

Morten Haaning Charles, praktiserende læge, klinisk professor i sundhedsinnovation målrettet mennesker med kroniske sygdomme, Aarhus Universitet

Klinisk forskning er stadig i høj grad organiseret omkring hospitalets patienter, dataadgange og arbejdsgange. Når flere forløb ligger i almen praksis, kommuner og i hjemmet, bliver det sværere at udvikle og afprøve nye løsninger dér, hvor de skal fungere. Det skaber et efterslæb, og efterslæb bliver hurtigt til forskelle i kvalitet, i praksis og i hvilke patienter der får mest ud af systemet. Og det begrænser, hvilke spørgsmål vi overhovedet kan undersøge

Derfor er der brug for en forskningsalliance: et fast og praktisk samarbejde mellem hospitalernes sygdomsspecifikke forskningsmiljøer, almen praksis og kommuner. En alliance, der gør det muligt at stille de rigtige spørgsmål, rekruttere og følge relevante patientgrupper og omsætte ny viden til drift, uden at lægge endnu et lag arbejde oven på en travl, meningsfyldt hverdag i almen praksis. Og vi ser gerne rammer og jura, der ikke spænder ben for forskning, som kan gøre gavn i den sundhedsvirkelighed, reformen nu skubber os hen imod.

Forebyggelsen falder mellem stolene

Klinisk forskning har i årtier haft sin styrke i nærheden til klinikken: Spørgsmål opstår i mødet med patienten, og forskningen kan undersøge dem i et miljø med personale, laboratorier, data og systematik.

Opfølgning og behandling flytter ud, og med flytningen kommer et mismatch: Hospitalerne vil se de sene komplikationer og de mest komplekse patienter, mens den tidlige sygdomsudvikling, forebyggelsen og de lange forløb i stigende grad ligger i primærsektor og patientens hjem. Hvis forskningen primært bliver liggende i hospitalets logik, risikerer vi, at den bygger viden på de sene stadier, og at vi langsommere får viden om det, sundhedsreformen faktisk skal lykkes med.

Det er netop her, alliancen er nødvendig. Ikke for at flytte forskning fra en silo til en anden, men for at skabe en fælles måde at lære på for alle, der fremover skal løse opgaven sammen.

Terræn og kort skal passe sammen

I almen praksis møder man patienten ude i “terrænet”, i et landskab af samtidige problemer, symptomer, livsomstændigheder og prioriteringer, der skal navigeres i under tidspres.

På hospitalet er styrken omvendt at tegne “kortet”: at gå i dybden med en afgrænset sygdom, holde sig ajour med ny behandling og udvikle næste skridt.

Den arbejdsdeling giver mening. Men den bliver en udfordring, når mere og mere af behandlingen foregår ude i terrænet, mens de miljøer, der tegner kortene og udvikler ny viden, fortsat primært befinder sig på hospitalerne.

Uden en stærk alliance risikerer kort og terræn at udvikle sig hver for sig: Ny viden når langsommere ud i praksis, og forskningsspørgsmålene formes i højere grad af det, man ser på hospitalet, end af de problemer, der præger hverdagen tæt på patienterne.

Viden uden virkelighed bliver hurtigt gammel

Klinisk viden kan ikke bare afleveres og forventes at holde i årevis, for nye lægemidler, nye digitale løsninger, ændrede levevilkår og nye patientgrupper ændrer sygdomsbilledet. Det gælder tydeligt på livsstilssygdomsområdet og i type 2-diabetes, hvor behandlingen allerede i vidt omfang ligger uden for hospitalet.

Hospitalernes specialer har stadig et ansvar for at forstå sygdommen, udvikle behandlingen og rådgive dem, der står med hverdagen. Men det kræver, at hospitalernes forskning kan arbejde med de patientgrupper og forløb, som primært befinder sig uden for hospitalet. Det er præcis dét, alliancen skal gøre muligt.

Tag diabetiske fodsår som eksempel. Når en patient først kommer på hospitalet med et fodsår, er det ofte alvorligt, og risikoen for amputation er reel. Men det, sundhedsreformen skal lykkes med, ligger tidligere: opsporing, opfølgning, organisering og adfærd i hverdagen. Hvis vi vil rykke noget i den ende af forløbet, skal vi kunne undersøge og afprøve løsninger dér, hvor forløbene udvikler sig, uden at gøre det til et projekt, der kun kan overleve på interessetimer og ekstraindsatser i almen praksis.

Et andet aktuelt eksempel er type 2-diabetes i det nære sundhedsvæsen. Nye digitale muligheder som kontinuerlig glukosemåling (CGM) og hjemmemonitorering kan give patienter og praksisteams langt bedre indblik i sygdommens udvikling i hverdagen. Samtidig giver de mulighed for pragmatisk evaluering i almen praksis: Hvilke patienter har faktisk gavn af teknologien? Hvordan påvirker det behandling, livskvalitet og ressourceforbrug? Netop sådanne spørgsmål kan kun besvares, hvis forskning og klinisk udvikling også foregår dér, hvor patienterne faktisk følges til daglig.

Alliancen skal kunne mærkes i hverdagen

En forskningsalliance er netop en måde at få den logik til at fungere i praksis. Det kræver, at klinikere og forskere i fællesskab løbende kan kalibrere, hvilke spørgsmål der er værd at undersøge, så forskningen rammer reelle behov i drift. Det kræver også, at rekruttering, samtykke, dataadgang og opfølgning kan foregå uden omveje og uden juridiske spændestropper.

Rollefordelingen skal være tydelig: Almen praksis bidrager med helhedsblik og hverdagsvirkelighed, mens hospitalerne bidrager med sygdomsspecifik viden, metode, kapacitet og infrastruktur. Og alliancen skal give mulighed for at afprøve interventioner pragmatisk i drift med endepunkter, der betyder noget i det nære sundhedsvæsen, for eksempel kontinuitet, behandlingsbyrde, lighed og undgåede indlæggelser.

Det kræver samtidig, at samarbejdet kan rummes i almen praksis’ virkelighed. Hvis forskning kun bliver noget, man kan deltage i som interesseprojekt eller tilkøb på toppen af en i forvejen presset dag, bliver alliancen skrøbelig. Skal den holde, skal den kunne fungere på almindelige vilkår.

Sundhedsråd som anker for læring

Sundhedsreformen giver nye strukturer, blandt andet sundhedsråd og lokale planer. Det kan blive rammer for prioritering. Det kan også blive rammer for læring: steder hvor man systematisk kan afprøve, evaluere og skalere løsninger på tværs af hospital, kommune og almen praksis.

Det er her, sundhedsrådene kan hjælpe med at gøre alliancen stabil: ved at understøtte fælles dataadgang, klare aftaler, praktiske arbejdsgange og en enkel evaluering, så man lærer af det, man sætter i gang – og ikke først bagefter, når det er blevet dyrt at rette.

Vi foreslår:

1. Gør forskningsalliancen til en del af reformens implementering, ikke et sideprojekt.

   Hvis målet er bedre forebyggelse og tidligere indsats, skal der også være en måde at udvikle evidens for, hvad der virker i det nære sundhedsvæsen.

2. Skab praktiske og juridiske rammer for samarbejde om patientgrupper uden for hospitalet.

   I dag kan der være barrierer for kontakt, rekruttering og dataadgang på tværs af sektorgrænser. Det skal kunne lade sig gøre at forske i de forløb, reformen flytter ud.

3. Byg lav-friktionsmodeller, der respekterer ressourcer i almen praksis.

   Hvis samarbejde bliver noget, der kræver ekstra drift og administration i praksis, vil det ikke skalere. Hospitalernes kapacitet skal kunne bruges dér, hvor forløbene er, uden at gøre samarbejde tungt.

Sundhedsreformen flytter opgaver. Hvis vi samtidig vil flytte kvalitet og viden med, skal vi bygge en alliance, der kan holde forbindelsen mellem kortet og landskabet, og som gør det muligt at lære på tværs, mens reformen ruller. Hvis reformen også skal føre til bedre behandling og mere relevant viden, må forskningen følge patienterne.

Læs kronikken på Sundhedsmonitor

• Kronikken er bragt i Sundhedsmonitor 26. marts 2026: Professorer: Reformen flytter patienterne – flyt forskningen med!