Portræt af Frédéric Gachon

16-02-2026

Leverens døgnrytme påvirkes af, hvornår vi spiser. Ny forskning tyder på, at den også påvirker de proteiner, der frigives til blodet, hvoraf de fleste stammer fra leveren. På længere sigt kan det blive en vigtig brik i forståelsen af stofskifteforstyrrelser og type 2-diabetes.

Leveren er kroppens egen driftscentral. Den tager nattevagten, mens vi sover, og rydder op efter måltider. Samtidig frigiver den signalstoffer og proteiner til blodbanen, som påvirker, hvordan resten af kroppen fungerer.

Et nyt studie viser nu, at leverens “protein-post” ikke sendes ud i et konstant tempo. I stedet følger udskillelsen et 24-timers mønster, hvor frigivelsen af mange proteiner går op og ned i løbet af døgnet. Rytmen hænger tæt sammen med noget så jordnært som timingen af vores mad.

“Det kan gøre en stor forskel for prøvesvar, om man spiser mange små måltider i løbet af dagen, eller holder sig til færre, regelmæssige hovedmåltider,” siger Frédéric Gachon, professor ved Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus.

Han er en af hovedforfatterne bag det nye studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Metabolism.

Når vi bliver ved med at “fodre” kroppen, mister leveren rytmen

I et studie med raske mænd sammenlignede forskerne to spisemønstre. I den ene situation spiste deltagerne efter et mere typisk måltidsmønster. I den anden fik de energi fordelt i små portioner time for time gennem dagen.

Forskellen var tydelig. Ved et måltidsmønster så man klare døgnsvingninger i mange proteiner i blodet, men ved et meget jævnt fordelt indtag blev svingningerne langt svagere.

“Det overraskende er, hvor meget timingen betyder. Når energiindtaget bliver ‘fladet ud’ hen over dagen, ser leverens normale døgnrytme ud til at miste grebet,” siger Frédéric Gachon.

Et energilager med en skjult rolle

Studiet peger også på en mulig forklaring. Leveren har et lager af glykogen, som den kan trække på, især når der går længere tid mellem måltider. I dyreforsøg tyder resultaterne på, at når leveren bruger af dette lager, hænger det sammen med, at nogle proteiner bliver gjort klar, så de kan frigives til blodbanen. Når forskerne forstyrrede denne proces, blev leverens døgnmønster for proteinudskillelse også svækket.

“Vi mener, at glykogen ikke kun er et brændstoflager. Det kan også være en del af maskineriet, der får leverens ‘forsendelser’ til at køre på de rigtige tidspunkter,” siger Frédéric Gachon.

Hvorfor er det relevant for diabetes og stofskifte?

Leveren er central for reguleringen af blodsukker, især mellem måltider og om natten. Når døgnrytmen og rutinerne bliver skubbet ud af kurs, for eksempel ved skiftearbejde eller meget uregelmæssige spisevaner, kan stofskiftet komme under pres. Derfor er det vigtigt at få mere viden om, hvad der helt konkret sker i leveren, når denne rytme udfordres.

Frédéric Gachon understreger, at studiet ikke fører til nye råd til mennesker med diabetes her og nu. Men resultaterne åbner mulighed for at undersøge mere præcist, hvilke rytmer der betyder mest: om nogle grupper er mere sårbare end andre, og om stabile spisevinduer kan blive en del af bedre forebyggelse eller mere målrettet rådgivning, særligt for mennesker med skæve arbejdstider.

“Det her er et skridt på vejen til at forstå, hvorfor uregelmæssige døgn og uregelmæssige måltider kan sætte sig i stofskiftet. Hvis vi kan kortlægge mekanismen, kan vi også blive klogere på, hvad der kan beskytte, især for dem der lever med uregelmæssige rutiner,” siger Frédéric Gachon.

Læs mere

Læs den videnskabelige artikel i Nature Metabolism:
Feeding-regulated glycogen metabolism drives rhythmic liver protein secretion (Engelsk)

Kontakt

Portræt af Frédéric Gachon

Frédéric Gachon

Professor i medicinsk kronobiologi

Tlf. +45 9352 1195
E-mail: frga@biomed.au.dk

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Tilmeld dig nyhedsmailen her

Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.