Hvordan får man støtte og behandling, der passer til et ungdomsliv med skift, rejser, studiestart og alt det uforudsigelige?
Det var omdrejningspunktet, da Ungepanelet holdt sit første årsmøde og gav input direkte til medarbejdere og behandlere i Region Midtjylland. Instruktør og satiriker Lasse Dein deltog også og delte sine erfaringer med at leve med type 1-diabetes.
På årsmødet arbejdede de unge med temaer som fleksibel behandling, støtte med plads til den enkelte, oversete og svære sider af livet med diabetes, forandringer i ungdomslivet og ønsker til fremtiden.
Samtidig var der dialog med behandlere og medarbejdere fra Steno Diabetes Center Aarhus og regionens hospitaler, som tog imod input til det videre arbejde med at udvikle tilbud og aktiviteter for unge med type 1-diabetes.
Pres, stigma og svære perioder
Instruktør og satiriker Lasse Dein fortalte åbent om stigma forbundet med diabetes, presset for at leve op til at være “den gode diabetiker” og de svære tanker, der kan opstå i perioder, hvor det er udfordrende at holde blodsukkeret velreguleret.
Mange af deltagerne kunne nikke genkendende til Lasse Deins udfordringer i et liv med type 1-diabetes.
For Didde Binderup Bruhn handler Ungepanelet både om at blive hørt og om fællesskabet med andre unge, der lever med de samme vilkår.
“Jeg er her, fordi det giver mening at være med til at sætte ord på, hvordan livet med type 1-diabetes er som ung, og hvordan en god behandling kan se ud, så det forhåbentlig også kan gavne andre. Og så er det en virkelig god mulighed for at møde andre på min egen alder, der lever med de samme op- og nedture,” siger Didde Binderup Bruhn.
“Hverdagen skal kunne hænge sammen”
Et gennemgående tema på mødet var, hvordan tilbud og støtte kan blive mere relevante for unge - og hvordan man kan lære af hinanden, når man mødes.
“Det giver virkelig meget at mødes med andre unge med type 1-diabetes. Man har et fællesskab, fordi man står i noget af det samme. Vi kan udveksle lavpraktiske erfaringer med udstyr, indstillinger, motion og hvordan man får hverdagen til at hænge sammen,” siger Nicolai Vammen Knudsen, et medlem af Ungepanelet.
De unges idéer og erfaringer bliver nu samlet og delt med relevante medarbejdere, så de kan indgå i det videre arbejde med at udvikle tilbud, aktiviteter og behandlingsforløb for unge med type 1-diabetes i Region Midtjylland.
Fakta om Ungepanelet i Region Midtjylland
- Ungepanelet består af unge mellem 14 og 24 år, der lever med type 1-diabetes.
- Panelet er et fællesskab, hvor unge kan dele erfaringer og få indflydelse på udviklingen af tilbud, aktiviteter og behandling målrettet unge i regionen.
- Som en del af Ungepanelet bliver medlemmerne løbende spurgt, om de vil bidrage med tanker og erfaringer, for eksempel i spørgeskemaer eller interviews.
- Tanker og idéer fra Ungepanelet bliver brugt i arbejdet med at udvikle og forbedre tilbud og aktiviteter for børn og unge med type 1-diabetes i Region Midtjylland.
Kontakt
Trine Laura Overgaard Hasle
Kontakt om Type 1- og Type 2-Panelerne:
Kontakt om Ungepanelet:
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os, når vi sender nyheder ud, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.