Tine og vejledere

Har du diabetes? Og har du planer om at blive gravid?
Så er vores nye forskningsprojekt måske noget for dig.

Steno Diabetes Center Aarhus er i gang med forskningsprojektet ”Diabetesrådgivning forud for graviditet for kvinder med type 1- og type 2-diabetes: Fremmøde, tilslutning og effekter”.

Her vil vi undersøge, om en målrettet og individualiseret rådgivning forud for en graviditet kan sænke blodsukkeret tidligt i graviditeten, og om man på den måde kan mindske graviditetskomplikationer hos kvinder med type 1- og type 2-diabetes.

Man ved, at kvinder med diabetes har større risiko for graviditetskomplikationer end kvinder, der ikke har diabetes.

Risikoen for komplikationer og misdannelser hos barnet er stærkt afhængig af blodsukkerregulation ved undfangelsen og i den tidlige graviditet.

Ved god regulering af blodsukkeret falder risikoen til nær den samme som baggrundsbefolkningen.

Derfor er det vigtigt at planlægge sin graviditet, når man har diabetes. Vi ønsker at undersøge effekten af rådgivning forud for en graviditet. Særligt om det kan forbedre blodsukkerniveauer i den første del af graviditeten, og om det kan have indflydelse på graviditetskomplikationer som f.eks. for tidlig fødsel og svangerskabsforgiftning.

Rådgivning vil som minimum bestå af én informationssamtale, som vil foregå på Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.

Selve rådgivningen er tilpasset dig, og vi gennemgår vi din diabetesbehandling, eventuelle komplikationer og medicin.

Vi laver en individuel plan for optimering forud for graviditet, og vi aftaler opfølgning udfra dine behov. Det kan være opfølgning ved fremmøde, virtuelt eller som en telefonkonsultation.

Du kan deltage i projektet, hvis du

  • er kvinde
  • er mellem 18-45 år
  • har type 1- eller type 2-diabetes
  • er bosiddende i Region Midtjylland
  • har snarligt graviditetsønske

Tine S Knudsen Tine S Knudsen

Kontakt

Tine Knudsen

Læge og ph.d. studerende
Steno Diabetes Center Aarhus

Tlf.: + 45 20 73 62 34 på hverdage fra kl. 8-15
E-mail: tinestor@rm.dk