09-06-2021

Undersøgelse af øjne og fødder foregår nu på alle hospitaler i Region Midtjylland samme dag sammen med øvrige undersøgelser for følgesygdomme til diabetes. Steno Diabetes Center Aarhus har etableret screeningsenheder, indkøbt udstyr og undervist personale.

Det er blevet lettere og mindre tidskrævende at blive screenet for følgesygdomme til diabetes i Region Midtjylland. Før var undersøgelserne spredt over flere dage og steder – nu er de samlet i ét besøg på hospitalet. Patienterne giver det nye tilbud topkarakter og forventningen er, at flere nu bliver screenet rettidigt.

- Jeg får ordnet alt på én gang nu. Det er genialt!

Sådan siger Brian Meisner. Han er 49 år, selvstændig erhvervsdrivende og lever med den kroniske sygdom type 1-diabetes - og dermed også risikoen for at udvikle alvorlige følgesygdomme som øjensygdom, fodsår og hjerte-kar-sygdom.

Nu er det blevet nemmere for Brian Meisner – og de ca. 10.000 andre, som modtager hospitalsbehandling for diabetes i Region Midtjylland – at blive screenet for disse følgesygdomme.

Et nyt tilbud om "sammedags-screening" samler nemlig undersøgelserne samme dag. Det sker ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital og regionshospitalerne i Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og i løbet af efteråret 2021 også ved Center for Sundhed i Holstebro.

Læs også: Ny organisering sparer tid for patienterne (artikel i Dagens Medicin)

Fem besøg bliver til ét

Tidligere foregik undersøgelserne forskellige steder; nogle på hospitalet og andre ved privatpraktiserende øjenlæger og fodterapeuter, hvor man ofte selv skulle bestille tid med risiko for lang ventetid. Det har betydet, at flere ikke har fået de nødvendige undersøgelser rettidigt.

- Inden du havde set dig om, var du af sted fire-fem gange ekstra om året. Det krævede meget tid og planlægning, siger Brian Meisner.

Med det nye tilbud er blodprøve, øjenundersøgelse, fodundersøgelse og samtaler med sygeplejerske og læge nu samlet i ét besøg på hospitalet.

Samarbejde sikrer sammenhæng

Danmark er heldigvis et af de bedste lande i verden til at behandle diabetes og følgesygdomme til diabetes. Men det ændrer ikke på, at man som borger med type 1-diabetes har et livslangt behandlingsforløb på hospitalerne.

- Netop derfor er det vigtigt, at vi kan sikre sammenhængende patientforløb, så det bliver endnu nemmere at leve med en kronisk sygdom som diabetes - uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger regionsrådsmedlem og formand for Hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb Hansen (S).

- Et tilbud som sammedags-screening er blevet muligt, da vi med etableringen af Steno Diabetes Center Aarhus har fået de ekstra kræfter, det kræver at arbejde sammen på tværs af enheder til gavn for patienterne.

Mindre ventetid og fravær fra arbejde

Lidt over 1.000 patienter har indtil videre sagt ja til tilbuddet om sammedags-screening ved Steno Diabetes Center Aarhus. Og de foreløbige evalueringer taler deres eget sprog. 91 procent er enten »i meget høj grad« eller »i høj grad« tilfredse med tilbuddet.

Det er især faktorer, som at undersøgelser, lægesamtale og svar på prøver sker samme dag, og at der nu er mindre ventetid mellem undersøgelserne samt mindre fravær fra studie eller arbejde, der får patienterne til at rose det nye tilbud.

- Patienternes tilbagemeldinger peger på, at det er blevet lettere og mindre tidskrævende at være diabetespatient, fordi vi kan tilbyde den her pakkeløsning. Vi forventer, at flere med diabetes nu bliver screenet rettidigt og mere systematisk for følgesygdomme, så vi i højere grad kan sætte ind med forebyggende tilbud og tidlig behandling, siger Mette Holsting, oversygeplejerske ved Steno Diabetes Center Aarhus.

- Jeg kan bedre planlægge min tid nu - og jeg sparer en masse timer. Det betyder rigtig meget for mig, afslutter Brian Meisner.

Hospital samler kræfterne i nyt forsøg

Se TV-indslag fra vores klinik om sammedagsscreening (TV2 Østjylland 9. juni 2021).

TV2 Østjylland.jpg

Det siger patienterne

Fakta: Nyt diabetestilbud på hospitalerne i Region Midtjylland

Fakta: Diabetes og følgesygdomme

For mere information, kontakt