11-årige Alberte fra Silkeborg belastes af diabetes i skolen – nu skal ny portal hjælpe skoleansatte
26-08-2022
For 11-årige Alberte Andersen fra Silkeborg har det til tider været svært at have type 1-diabetes i skoletiden. Men nu er der håb om, at en ny vidensportal fra de fem regionale Steno Diabetes Centre kan hjælpe skolerne med at støtte hende og andre børn med diabetes i skolen.
For mange skolebørn er det en vanskelig opgave at måle blodsukker og tage de rette mængder insulin. Børn kender ikke nødvendigvis kroppens signaler og har svært ved at måle og reagere, hvis for eksempel blodsukkeret er for lavt eller for højt.
Sådan er det også for 11-årige Alberte Andersen fra Silkeborg, der fik type 1-diabetes, da hun var 8 år gammel. Derfor har opgaven med at passe hendes sygdom ligget hos skolens ansatte, og det har til tider været en svær opgave for skolen af flere årsager.
– Det har været åbenlyst, at hjælpen har været betinget af ressourcer som skolen har haft til rådighed og kendskabet til sygdommen på skolen, forklarer Maiken Andersen, der er mor til Alberte.
Hos Steno Diabetes Center Aarhus kender man til problematikkerne og gennemførte i sommeren 2021 en kortlægning af hvordan skoler og forvaltninger arbejder med diabetes blandt skolebørnene.
– Vi har i en ny undersøgelse sat diabetes under lup blandt 524 danske grundskoler, og de første delresultater viser, at det er en kompleks og ressourcetung opgave at løse både for kommuner, skoler og forældre. Derudover kan vi mere konkret se at over en tredjedel af skolerne ikke føler sig godt nok klædt på til at hjælpe de elever, der har type 1-diabetes, siger overlæge Anette Andersen fra Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.
Derfor lancerer de fem regionale Steno Diabetes Centre nu i fællesskab vidensportalen 'Diabetes i Skolen'.
En guide til skolerne
'Diabetes i Skolen' giver ansatte på landets grundskoler let og brugervenlig adgang til viden om type 1-diabetes og hvordan sygdommen påvirker børnenes skoledag - og guider de skoleansatte til at håndtere de situationer, der kan opstå, hvis et barn fx får for højt blodsukker eller glemmer at tage sin insulin.
Hvis ikke barnets diabetes bliver passet, og blodsukkerniveauet derfor svinger voldsomt over dagen, kan det nemlig have en række uheldige påvirkninger.
– Barnet kan opleve symptomer i form af ubehag og uro, afhængigt af om blodsukret bliver for lavt eller for højt. Samtidigt kan det være utrygt for barnet, hvis svingningerne ikke bliver håndteret. Samlet set kan det påvirke barnets koncentrationsevne og humør og dermed påvirke kvaliteten af skolegangen, siger Jesper Sand Sørensen, der er børnelæge ved Steno Diabetes Center Aarhus.
- En vidensportal løser selvfølgelig ikke alle problemer, men den supplerer vores allerede eksisterende tilbud til skolerne og er derfor et bidrag til at styrke de skoleansattes viden og kompetencer omkring diabetes. Vi håber, at den kan være med til at give både skoler, børn og forældre en større tryghed i løbet af skoledagen, siger direktør Troels Krarup Hansen fra Steno Diabetes Center Aarhus.
Socialt udbytte påvirkes
Tilbage i Silkeborg har Maiken Andersen og resten af familien med tiden fundet nogenlunde ro i datterens sygdom og hvordan den påvirker Alberte i skoledagen.
– Det er svært, fordi man selv er berørt af situationen. Det er selvfølgelig ikke sjovt for Alberte, at blodsukrene skal måles i frikvarterne for at holde øje med udviklingen. I perioder har hun følt sig lidt uden for i frikvartererne fordi sygdommen sætter nogle begrænsninger i legen, og dermed har Albertes sociale udbytte været påvirket negativt, fortæller Maiken Andersen, der til daglig arbejder som tandplejer.
Pædagogisk leder: Ekstern støtte hjælper
Niels Folke Wulff Jørgensen, der er pædagogisk leder på Alberte Andersens skole kan godt genkende forskningens resultater på egen skole, og uddyber samtidig at det er en kompleks sag at håndtere for alle involverede.
– Der er ingen tvivl om, at skal det lykkedes generelt at håndtere børn med diabetes i skolen, så kræver det altid et stærkt samarbejde mellem os, forældre, forvaltningen og regionens sundhedstilbud. Alle skoleansatte, børn og forældre er forskellige, og sygdommen opfører sig også forskelligt, hvilket kan gøre det vanskeligt for skolen fx at overføre gode erfaringer fra et barn til et andet. Derudover er ressourcer til at løfte opgaven samt viden om sygdommen helt afgørende. Vi har i forbindelse med visse diabetestilfælde fx fået ressourcer fra en central pulje i PPR til ”Praktisk hjælp”. Vi hilser portalen velkommen, og ser frem til at anvende den i det daglige samarbejde med børn med diabetes på skolen.
- Cirka 3.200 børn og unge under 19 år har type 1-diabetes i Danmark, og tallet er stigende. I perioden 2000-2017 er det samlede antal børn og unge (0-19 år) med type 1-diabetes vokset fra omkring 1.675 til 3.200 (Kilde: Diabetesforeningen).
- I Region Midtjylland arbejder over 3.500 skoleansatte på skoler, der har børn med type 1-diabetes.
- Vidensportalen diabetesiskolen.dk er udviklet af børnelæger, sygeplejersker og diætister fra Steno Diabetes Center Aarhus og Steno Diabetes Center Nordjylland i tæt samarbejde med lærere, pædagoger og forældre til børn med diabetes. Portalen lanceres i samarbejde med de øvrige regionale Steno Diabetes Centre i Danmark.
Kontakt
Troels Krarup Hansen
Direktør
troeha@rm.dk
+45 6167 9616
Tilmeld dig vores nyhedsmail
Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.
Tilmeld dig her.
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.
Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.
Smart, ikke?