26-10-2022

Fra venstre: Studiets to forskningsledere Per Løgstrup Poulsen, professor og overlæge, Steno Diabetes Center Aarhus og Axel Diederichsen, professor og overlæge, Odense Universitetshospital samt projektleder Kristian Løkke Funck, læge, ph.d., Steno Diabetes Center Aarhus.

7.300 borgere med type 2-diabetes skal i nyt nationalt forskningsprojekt CT-skannes for tidlige tegn på åreforkalkning i hjertet. Målet er bedre risikostratificering og mere individualiseret forebyggelse og behandling af hjerte-kar-sygdom. Novo Nordisk Fonden støtter projektet med 25 mio. kr., mens Hjerteforeningen støtter med 5 mio. kr.

Har du type 2-diabetes, har du også hjerte-kar-sygdom.

Sådan har det nærmest heddet sig, siden forskere i 1990'erne fik fokus på den tætte sammenhæng mellem de to sygdomme. Et fokus, som på den positive side har betydet, at risikoen for hjerte-kar-sygdom er faldet de seneste 10-15 år.

Senere års forskning viser dog, at risikoen for hjerte-kar-sygdom ikke fordeler sig jævnt i gruppen af borgere med type 2 diabetes – risikoen er høj for nogle borgere, mens den er lav for andre. På den negative side kan det føre til enten under- eller overbehandling af den enkelte borger.

- Desværre er vi ikke så gode til at forudse, hvem der er i særlig høj risiko. Det kan betyde, at vi fejlvurderer den enkeltes reelle behov for forebyggende behandling, siger Per Løgstrup Poulsen, professor og overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Den skjulte højrisiko-patient

Diabeteslæger, hjertelæger og praktiserende læger samler derfor nu kræfterne i et nyt nationalt forskningsprojekt i håb om at få svar på to spørgsmål:

  • Kan en hjerte-CT-skanning identificere de borgere med type 2-diabetes, der har højest eller lavest risiko for hjerte-kar-sygdom?
  • Kan vi blive bedre til at balancere den forebyggende behandling, så vi undgår over- eller underbehandling?

- Hjerte-CT-skanning er en fantastisk og efterhånden udbredt måde at visualisere kalk i kranspulsårene og dermed tidlige tegn på hjerte-kar-sygdom. Med denne metode kan vi finde den skjulte højrisiko-patient, som ikke har kendt hjerte-kar-sygdom, men som har en betydelig risiko, siger Axel Diederichsen, professor og overlæge på kardiologisk afdeling på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Sammen med Per Løgstrup Poulsen udgør han den tværfaglige spydspids i forskningsprojektet, som går under navnet "Steno INTEN-CT-studiet".

Og ambitionerne bliver der ikke skortet på. Forventningen er, at op mod 7.300 borgere med type 2-diabetes og ingen kendt hjerte-kar-sygdom skal forbi en hjerte-CT-skanner fra starten af 2023 og frem til 2024.

Læs også: Forskningsprojekt vil risikostratificere personer med type 2-diabetes for hjertekarsygdom (Dagens Medicin)

Kombination af diabetesmedicin skal afprøves

Forskergruppen forventer, at cirka 40 procent af de skannede vil have tegn på åreforkalkning i en sådan grad, at de er i høj risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom. Ved lodtrækning skal halvdelen af denne gruppe indgå i et forsøg, hvor den forebyggende behandling intensiveres gennem blandt andet en kombination af nye diabetesmidler.

Den anden halvdel fungerer som kontrolgruppe, der er blindet for resultatet af CT-skanningen.

Alle, der deltager i studiet, fortsætter behandling hos egen praktiserende læge indtil studiets afslutning i ca. 2029. Kontrolgruppen med deres nuværende behandling – interventionsgruppe med nye anbefalinger til medicinsk behandling, som startes på hospitalet.

Det drejer sig især om to nye typer af diabetesmedicin, SGLT-2 hæmmere og GLP-1 receptor agonister, der hver især har vist sig at kunne reducere risikoen for hjerte-kar-sygdom uafhængigt af effekten på blodsukkeret. De virker på forskellige måder, men det er uafklaret, om de gavnlige effekter yderligere forstærkes eller eventuelt udlignes ved behandling med begge stoffer samtidig.

Studiet vil samtidig være med til at belyse, om borgere med meget lav risiko for hjerte-kar-sygdom kan nøjes med mindre medicin.

Unikt samarbejde til gavn for patienterne

Hos Novo Nordisk Fonden og Hjerteforeningen, som støtter projektet, er der store forventninger til både det tværfaglige samarbejde og udbyttet for borgere med type 2-diabetes.

- Hos Novo Nordisk Fonden er det en del af vores mission at fremme forskning og innovation, der bidrager til forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme. Derfor er vi yderst begejstrede for at støtte dette projekt, så vi på tværs af lægefaglige specialer kan blive bedre og mere præcise til at tilrettelægge den rigtige behandling til den rigtige patient, og det mener vi, at Steno INTEN-CT-studiet kan bidrage til, siger Henrik Sillesen, Medical Director i Novo Nordisk Fonden.

- Vi er rigtig glade for at støtte det her studie, da det besvarer nogle meget vigtige spørgsmål for den store gruppe af borgere med type 2-diabetes, der ikke allerede har udviklet hjerte-kar-sygdom, siger Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen.

De to forskningsledere, Per Løgstrup Poulsen og Axel Diederichsen, afslutter:

- Der er en tendens til, at vi som speciallæger holder os inden for egen banehalvdel. I Steno INTEN-CT-studiet etablerer vi et unikt samarbejde mellem hjertelæger, diabeteslæger og praktiserende læger. Vi håber, at det kan bidrage til mere målrettet behandling og dermed bedre livskvalitet for vores fælles patienter.

Fakta om Steno INTEN-CT-studiet

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Nyhedsmailen er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke. Tilmeld dig her, så modtager du en nyhedsmail 2-4 gange om året.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?