Steno Diabetes Center Aarhus har til huse på Aarhus Universitetshospital. Foto: Tonny Foghmar, AUH.

28-08-2026

Steno Diabetes Center Aarhus vil i en ny bevillingsperiode arbejde bredere og mere udadvendt for at udvikle innovative løsninger for mennesker med diabetes i hele Region Midtjylland. Det betyder blandt andet et større fokus på type 2-diabetes, forebyggelse og et tættere samarbejde med det nære sundhedsvæsen. Det betyder blandt andet en ny organisering af diabetesbehandlingen på Aarhus Universitetshospital fra 2028.

Siden Steno Diabetes Center Aarhus blev etableret i 2018, har centret forsket bredt og udviklet helt nye løsninger på diabetesområdet, særligt inden for type 1-diabetes. Samtidigt har centeret varetaget diabetesbehandlingen i diabetesklinikken på Aarhus Universitetshospital.

Nu står centret foran en ny bevillingsperiode. Den nuværende 10-årige bevilling fra Novo Nordisk Fonden udløber med udgangen af 2027, og centret er derfor i gang med at udarbejde en ansøgning om en ny bevilling fra 2028 og frem.

I ansøgningen til den nye bevillingsperiode lægges der op til et bredere fokus, så Steno Diabetes Center Aarhus i højere grad arbejder for alle mennesker med diabetes i hele Region Midtjylland frem for mest at fokusere på patienter, der følges i hospitalsregi.

- I Region Midtjylland har vi en stærk tradition for tæt samarbejde om diabetesindsatsen, både på hospitalerne og mellem sektorer. Denne tradition bygger vi videre på, når vi i den kommende bevillingsperiode skifter fokus for at gøre en forskel for endnu flere mennesker med diabetes, siger Troels Krarup Hansen, direktør for Steno Diabetes Center Aarhus.

Fra hospitalet og ud i det nære sundhedsvæsen

Det nye fokus hænger sammen med den udvikling, der sker i det danske sundhedsvæsen. Med sundhedsreformen skal mere behandling og forebyggelse foregå tættere på borgerne, og der skal være et stærkere samarbejde mellem hospitaler, almen praksis, kommuner og civilsamfundet.

For Steno Diabetes Center Aarhus betyder det blandt andet et større fokus på type 2-diabetes og forebyggelse, tættere samarbejde med det nære sundhedsvæsen og på at få forskning og løsninger, der virker, bredt ud til flest mulige.

- Vi skal understøtte visionen om fremtidens sundhedsvæsen ved at påtage os en populationsopgave og bidrage til, at alle med diabetes i Region Midtjylland - både type 1 og type 2 - kan leve et godt liv, siger Troels Krarup Hansen.

Mens Steno Diabetes Center Aarhus i den nuværende bevillingsperiode har haft fokus på at udvikle nye måder at forebygge, behandle og organisere diabetesområdet på med afsæt i hospitalerne, skal centret nu blive endnu bedre til at få den viden ud at virke bredt - på tværs af hospitaler, almen praksis, kommuner og andre dele af sundhedsvæsenet.

- Kvalitetstallene viser, at patienter med type 1-diabetes har det bedre end nogensinde. Til gengæld er der en stor og stigende samfundsudfordring på type 2-området, og den skal vi som Stenocenter investere meget mere i at løse, siger Troels Krarup Hansen og fortsætter:

- Vores ambitioner er ikke blevet mindre. Tværtimod. Vi skal understøtte udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen og sprede de gode løsninger, som kan være med til at give mennesker med diabetes et godt liv – uanset hvor i Region Midtjylland de bor. Selv med øget fokus på det nære sundhedsvæsen vil vi fortsat investere i at udvikle forløbene på hospitalerne. Her er vi allerede verdensledende – og det skal vi selvfølgelig blive ved med at være.

Ny organisering af diabetesbehandling

Som en konsekvens af det nye faglige fokus er der lagt op til, at Steno Diabetes Center Aarhus fra 2028 ikke længere skal drive en klinik og varetage behandling lokalt på Aarhus Universitetshospital.

I stedet bliver klinikken en del af afdelingerne Hormon- og Knoglesygdomme samt Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital, som også varetog diabetesbehandlingen før Steno Diabetes Center Aarhus blev etableret.

Samtidig etableres et tæt og forpligtende samarbejde mellem Steno Diabetes Center Aarhus, de to afdelinger og den nye enhed for Borgernær Sundhed om forskning, innovation og fortsat udvikling af diabetesområdet.

- Vi ændrer måden, vi organiserer behandlingen på hospitalet, men vi ændrer ikke på, at patienterne på Aarhus Universitetshospital også fremover skal have behandling i verdensklasse, siger Troels Krarup Hansen.

- Både Hormon- og Knoglesygdomme og Børn og Unge har et tårnhøjt fagligt niveau, og vi har siden etableringen af Steno Diabetes Center Aarhus arbejdet tæt sammen. Derfor er jeg overbevist om, at vi sammen kan blive ved med at udvikle diabetesindsatsen og samtidig sprede vores løsninger til andre sygdomsområder både på og udenfor hospitalet, afslutter Troels Krarup Hansen.

Om Steno Diabetes Center Aarhus

Steno Diabetes Center Aarhus blev etableret i 2018 med en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden til Region Midtjylland. Centret er placeret på Aarhus Universitetshospital og arbejder for et godt liv med diabetes gennem forskning, udvikling og innovation.

Den nuværende bevilling løber til udgangen af 2027. Derfor er Steno Diabetes Center Aarhus lige nu på vegne af Region Midtjylland i gang med at udarbejde en ansøgning til en ny bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Ansøgningen skal behandles politisk i Region Midtjylland i september 2026 og afleveres til Novo Nordisk Fonden i oktober 2026. Fonden forventes at træffe beslutning om en ny bevilling i marts 2027. Den nye bevillingsperiode starter 1. januar 2028.

Kontakt

Billede af Troels Krarup Hansen

Troels Krarup Hansen
Direktør

troeha@rm.dk
+45 6167 9616

Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os, når vi sender nyheder ud, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.