Billede af Daniel B. Ibsen
Banebrydende forskning fra England har vist, at mange med type 2-diabetes kan få deres blodsukker normaliseret uden medicin via vægttab og sund kost med støtte fra sundhedsprofessionelle. Forsker Daniel Borch Ibsen arbejder for at gøre ikke-farmakologisk remission af type 2-diabetes til et behandlingsmål i Danmark.

10-04-2026

Traditionelt har vi set på type 2-diabetes som en kronisk sygdom. Når først du har fået diagnosen, er der ingen vej tilbage, og du skal forventeligt tage medicin resten af livet.

Men i 2011 viste professor Roy Taylor og hans gruppe fra England for første gang, at denne forståelse måske ikke er helt korrekt.

I et mindre klinisk forsøg med 11 personer med nydiagnosticeret type 2-diabetes kunne han vise, at man ved en lavkaloriediæt efter 8 uger kunne normalisere blodsukkeret uden medicin.

Det har hans forskningsgruppe senere testet i større forsøg og senest i DIRECT-studiet, som viste, at 46 procent kunne opnå såkaldt ikke-farmakologisk remission af type 2-diabetes efter et år med vægttab og sund kost. I studiet blev interventionen primært udført hos praktiserende læger af diabetessygeplejersker.

- De her fund viser, at ikke-farmakologisk remission af type 2-diabetes er muligt for mange personer med type 2-diabetes og overvægt. Det kan reducere medicinforbruget og samtidig forbedre livskvaliteten, siger Daniel Borch Ibsen, ernæringsforsker ved Steno Diabetes Center Aarhus.

- Det har grundlæggende ændret den måde, vi overordnet tænker type 2-diabetes på som sygdom.

Evidensen er der, hvorfor tøver vi i Danmark?

I Storbritannien er de nu gået skridtet videre og har etableret et nationalt remissionsprogram for type 2-diabetes. Testet i 2020 og nationalt implementeret i 2024.

Her kan personer med nydiagnosticeret type 2-diabetes få støtte til at nedbringe deres vægt og normalisere deres blodsukker uden medicin.

- Deltagerne får tilsendt måltidserstatning, fx i form af Nupo-pulver, som de skal være på i omkring 12 uger, mens de på en digital platform bliver guidet af diætister og kan sætte mål og holde styr på deres vægt, siger Daniel Borch Ibsen, som undrer sig over, hvorfor vi i Danmark ikke tilbyder samme type hjælp.

- Selvom der allerede er evidens nok, har vi i Danmark ikke et nationalt behandlingsmål for at få personer med type 2-diabetes i ikke-farmakologisk remission. Med næsten 350.000 danskere, der lever med type 2-diabetes, er potentialet ellers stort.

Støtte til livsstilsændringer er også behandling

Med den nye sundhedsreform, som bringer behandling tættere på borgerne og indføring af kronikerpakker for type 2-diabetes, kan et lignende remissionsprogram både forbedre livet for mange med type 2-diabetes og komme sundhedsvæsenet til gavn, mener Daniel Borch Ibsen:

- Set i lyset af, at antallet af personer med type 2-diabetes fortsat stiger og med regeringens ønske om at reducere presset på især det specialiserede sundhedsvæsen, er det oplagt at se på alternative behandlingsmetoder. Metoder, der ikke kun handler om livslang medicinering men også om at tilbyde livsstilsændringer, der kan føre til en varig forbedring af kronisk sygdom.

- Vi ved, at kost og motion er vigtigt, men vi handler ikke ordentligt på den viden. Det er ikke nok blot at fortælle folk, hvad sund kost er, eller give dem én eller to konsultationer hos en diætist. Det skaber ikke varige ændringer. Vi skal i langt højere grad støtte folk og give dem den hjælp, de har brug for, dér, hvor de er; hjemme, på arbejdet – uden for hospitalet og lægens konsultation, siger Daniel Borch Ibsen.

Her spiller ernærings- og motionsfaglige eksperter sammen med praktiserende læger og digitale løsninger en central rolle.

Stort dansk forskningsprojekt skal bane vejen

Ifølge Daniel Borch Ibsen mangler vi stadig svar på, hvordan vi bedst fastholder remission, hvilke kosttyper der virker bedst, og hvad vi kan tilbyde dem, der ikke responderer på livsstilsændringer.

De svar er han netop nu på jagt efter sammen med kolleger på tværs af landet i forskningsprojektet ON LiMiT, et historisk stort projekt, hvor 1.500 forsøgspersoner med type 2-diabetes og samtidig overvægt skal indgå.

Her tester man, om vægttab med pulverkur efterfulgt af enten en sund kost med moderat eller lavt indhold af kulhydrat og med eller uden motion med løbende støtte fra sundhedsprofessionelle kan være nøglen til vedvarende remission.

- Forhåbentligt kan vores resultater være med til at bane vejen for, at vi, ligesom i England, begynder at udstede recepter på støtte til livsstilsændringer frem for medicin, afslutter Daniel Borch Ibsen.

Type 2-diabetes i tal

Danmark

Storbritannien

ON LiMiT

  • ON LiMiT (Optimal Non-pharmacological Lifestyle Modifications in people with Type 2 diabetes) er et stort nationalt interventionsstudie, der undersøger fastholdelse af remission af type 2-diabetes ved hjælp af vægttab, kost og motion. Projektet løber fra 2025 til 2030 og vil involvere 1.500 deltagere med type 2-diabetes. Deltagerne rekrutteres i samarbejde med praktiserende læger tæt på de 5 forsøgssteder i Aarhus, Odense og København.
  • ON LiMiT-projektet er et samarbejde mellem forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitet, Steno Diabetes Center Copenhagen, Steno Diabetes Center Odense, Bispebjerg Hospital samt Institut for Idræt og Ernæring og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.
  • Novo Nordisk Fonden støtter projektet med næsten 102 millioner kr. (Grant Number NNF24SA0097844).
  • Læs mere om ON LiMiT.

Kontakt

Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os, når vi sender nyheder ud, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.