27-06-2019



Steno Diabetes Center Aarhus sætter som de første i Danmark ind med tidlig opsporing og behandling af forstyrret spisning blandt børn og unge med type 1-diabetes. Indsatsen skal forebygge spiseforstyrrelser og bidrage til bedre livskvalitet. 900 børn og unge i Region Midtjylland skal screenes.

Ungdomsårene er på mange måder en sårbar tid. Især hvis du har diabetes. Andelen af børn og unge med psykiske symptomer som angst og depression er større blandt dem, der har diabetes.

Det viser en undersøgelse af livskvalitet og hverdagsliv blandt børn og unge med diabetes foretaget af Statens Institut for Folkesundhed.

Samtidig viser flere internationale undersøgelser, at børn og unge med diabetes har en markant øget risiko for at have såkaldt forstyrret spisning og udvikle spiseforstyrrelser.

- Når du har diabetes, er der naturligt meget fokus på tal; "Hvad ligger mit blodsukker på?", "Hvor mange gram kulhydrater har jeg spist" osv. Det er en del af den individuelle diabetesbehandling, men det er også den kontrol, der for nogle kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse, siger Caroline Bruun Abild, der er klinisk diætist ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.

De første i Danmark med tidlig indsats og behandlingstilbud

- Vi har længe vidst, at problemet med forstyrret spisning blandt børn og unge med diabetes er større end blandt deres kammerater uden diabetes. Vi ved også, at en spiseforstyrrelse er længe undervejs, og at prognosen for at blive rask forringes, jo mere syg man bliver af sin spiseforstyrrelse, siger Mette Holsting, oversygeplejerske ved Steno Diabetes Center Aarhus.

- Men der har bare indtil nu ikke været nogen værktøjer til at finde dem, der har brug for hjælp eller noget behandlingstilbud til denne gruppe af patienter.

Nu sætter Steno Diabets Center Aarhus som de første i Danmark ind med en systematisk indsats, som skal sikre tidlig opsporing og målrettet behandling af forstyrret spisning og forebygge udviklingen af spiseforstyrrelser blandt børn og unge med type 1-diabetes.

900 børn og unge skal screenes

Indsatsen består af et skræddersyet screeningsværktøj og et multidisciplinært behandlerteam med særlige kompetencer indenfor både spiseforstyrrelser og diabetes. Over de næste tre år skal i alt 900 børn og unge i alderen 11-23 med type 1-diabetes i Region Midtjylland screenes én gang om året via et spørgeskema.

- Ved tegn på forstyrret spisning kan behandlingstilbuddet bestå af eksempelvis samtaler med en psykolog og en diætist, familiebaseret behandling, gruppesamtaler eller en kombination. Behandlingen skal hjælpe de unge med at få et mere normalt forhold til mad, krop og vægt, siger Caroline Bruun Abild.

- Da vi er blandt de første i Danmark, der samler et multidisciplinært team omkring forstyrret spisning og diabetes, kommer vi til at generere en unik viden og erfaring, der potentielt kan gavne andre patientgrupper som eksempelvis svær overvægt, afslutter Mette Holsting.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?