Studiets titel + link til abstract

Epigenetic alterations in offspring born to mothers with type 1 diabetes (the EPICOM study)

Session

Tidspunkt

OP 03 Many faces of diabetic pregnancy (Oral)

28. september kl. 12:30-12:45

1. forfatter

Sine Knorr Sørensen, forsker

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital

Kontakt

sinsoere@rm.dk

Baggrund

Børn, som er født af kvinder med type 1-diabetes, udsættes for et højere blodsukkerniveau i fostertilværelsen og har en forøget risiko for at udvikle metaboliske sygdomme såsom diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og overvægt senere i livet. Mekanismen bag dette kender vi ikke, men vi forestiller os, at risikoen grundlægges allerede i fostertilværelsen. Selvom vi bærer de gener, vi har fået fra vores forældre hele livet, kan der være forskelle i, hvilke gener der kommer til udtryk og i hvor stor grad. I fostertilværelsen kan ydre faktorer påvirke fosterets epigenetik og herved kan en persons genetiske udtryk ændres uafhængigt af forandringer i selve DNA'et.

Formålet med studiet

At undersøge, om vi kunne finde epigenetiske forandringer hos børn født af kvinder med type 1-diabetes i forhold til børn født af raske mødre. Vi ønskede også at undersøge, om eventuelle epigenetiske forandringer havde konsekvenser for børnenes genekspression.

Design

Sub-studie med 40 deltagere fra det nationale EPICOM studie. EPICOM (Epigenetic, Genetic and Environmental Effects on Growth, Metabolism and Cognitive Functions in Offspring of Women with Type 1 Diabetes) er et follow-up studie af de kliniske konsekvenser af at være født af en mor med type 1-diabetes, som har fulgt knap 600 personer i alderen 13-21 år. Fra EPICOM udvalgte vi 40 deltagere, og hos disse undersøgte vi epigenetik som udtrykt ved DNA-methylering og genekspression i blodet.

Resultater

Vi fandt diskrete forandringer i både DNA-methylering og genekspression hos børn født af mødre med type 1-diabetes. Forandringerne var relevante i forhold til diabetes, glucose og kulhydratmetabolisme samt kendte gener for type 1-diabetes, overvægt og åreforkalkning. Det var desuden muligt at identificere seks gener, hvor forandringer i deltagernes DNA-methylering korresponderede med relevante forandringer i genekspressionen

Konklusion

Resultaterne fra studiet indikerer, at det at blive udsat for et højere blodsukkerniveau i fostertilværelsen kan påvirke ens epigenetik og genekspression. Dette kan have betydning for risikoen for at udvikle metabolisk sygdom senere i livet.

Næste skridt

I vores studie undersøgte vi udelukkende forandringer i DNA-methylering og genekspression i deltagernes blod. Da det er i muskel- og fedtvæv, at metabolisk sygdom grundlægges, vil det oplagte næste skridt være at undersøge vore fund i disse væv.

Studiets titel + link til abstract

The effect of the Danish National colorectal screening program on detecting cancer for patients with diabetes

Session

Tidspunkt

SO 55 Not so sweet: cancer and diabetes (Short oral)

28. september kl. 11:30

1. forfatter

Tinne Laurberg, MD, patolog, post.doc-forsker

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital

Kontakt

tinlaurb@rm.dk, +45 2033 3009

Baggrund

Talrige studier har vist, at personer med type 2-diabetes har 25 procent øget risiko for tarmkræft, men vi ved ikke, om de deltager i det danske tarmkræftscreeningsprogram.

Formålet med studiet

At undersøge, om personer med type 2-diabetes deltager i det danske tarmkræftscreeningsprogram og undersøge, om netop disse borgere har særlig gavn af at blive inviteret

Design

Registerbaseret studie basseret på 1,6 mio danskere, som var inviteret til 1. screeningsrunde. I studiet udnyttes, at rækkefølgen for hvornår borgerne blev inviteret i løbet af den 4 årige periode er baseret på lodtrækning.

Resultater

Blandt borgere med type 2-diabetes, som inviteres til screening, deltager kun 55 procent - en deltagelsesprocent, som er knap 10 procentpoint lavere sammenlignet med inviterede borgere uden diabetes. Trods den lavere deltagelse viser det sig, at der blandt de inviterede brogere med type 2-diabetes var flere, som havde en tarmkræftdiagnose.

Konklusion

Borgere med type 2-diabetes deltager mindre i tarmkræftscreening end borgere uden diabetes, men på trods af den lavere deltagelse har netop denne gruppe af borgere særlig gavn af at blive inviteret til screening.

Næste skridt

Interventionsstudie: informationsmateriale som vil blive givet i forbindelse med invitation til tarmkræftscreening. Informationsmaterialet er blevet efterspurgt af personer med diabetes og vil bestå i, at borgere med diabetes gøres opmærksom på deres øget risiko for tarmkræft.

Studiets titel + link til abstract

Autonomic dysfunction is associated with the development of arterial stiffness: the Whitehall II cohort

Session

Tidspunkt

OP 11 Cardiac complications: mechanisms and possible treatments (Oral)

28. september kl. 13:45-14:00

1. forfatter

Jonas Schaarup, forskningsassistent

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital

Kontakt

jfrscha@ph.au.dk, +45 2993 6899

Baggrund

Autonom dysfunktion og dens association med arteriel stivhed er betragtet som en komplikation af diabetes. Frembrydende evidens indikerer, at denne association også kan ses uden påvirkning af diabetes.

Formålet med studiet

At undersøge associationen mellem ændringer i hjerterytmevariabilitet og udviklingen af arteriel stivhed i en almen population.

Design

Longitudinelt observationsstudie: Først er 5067 individers udvikling af hjerterytmevariabilitet udregnet, hvorefter associationen mellem disse estimater og udviklingen af pulsbølgehastighed er analyseret.

Resultater

Større nedsætning i hjerterytmevariabilitet er associeret med efterfølgende højere niveauer af pulsbølgehastighed. Forskellen blev mindre i højere alder. Resultaterne var mindre formindsket efter fuld justering samt ekskludering af individer med diabetes.

Konklusion

Associationen mellem autonom dysfunktion og arteriel stivhed kan ses i en almen population i fraværet af diabetes. Dette indikerer, at arteriel stivhed påvirkes af ændringer i autonom nervefunktion uafhængigt af diabetes.

Næste skridt

At undersøge association mellem langtidsmålinger af hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed, med interaktion af diabetesstatus.

Vi håber, at disse resultater vil styrke betydningen af at benytte biomarkøren hjerterytmevariabilitet til at finde individer med øget risiko for kardiovaskulære komplikationer.

Studiets titel + link til abstract

Human skeletal muscle fibro-adipogenic progenitors are associated with muscle degeneration in type 2 diabetic patients

Session

Tidspunkt

SO 16: The many faces of insulin sensitivity

29. september kl. 13:30-15:00

1.forfatter

Jean Farup, Adjunkt

Affilieringer

Biomedicin, Aarhus Universitet & Steno Diabetes Center Aarhus

Kontakt

jean@biomed.au.dk, +45 2292 7972

Baggrund

I mange kroniske sygdomme, herunder type 2-diabetes, ses en gradvis degenerering af en række organer, herunder skeletmusklerne. Dette giver ofte anledning til dannelse af fedt og fibrose i musklerne, hvilket er forbundet med en forringet metabolisk og mekanisk muskelfunktion.

Formål

Formålet med dette studie var at undersøge det cellulære ophav til fedt- og fibrosedannelse i humane skelet muskler samt at identificere en mekanisme for hvorledes denne fedt- og fibrosedannelse igangsættes. Ved at forstå hvilke celler der giver ophav til fedt- og fibrosedannelsen samt hvordan dette sker, vil vi kunne mindske eller forhindre denne degenerering af skeletmusklerne i fremtiden.

Design

Studiet bestod af forskellige undersøgelser af skeletmuskelbiopsier i adskillige kohorter af patienter med og uden type 2-diabetes. For at undersøge specifikke cellepopulationer i skeletmusklerne anvendte vi cellesortering for at ekstrahere homogene cellepopulationer. Vi anvendte en lang række forskellige molekylærbiologiske teknikker til at forstår fænotypen af celler og hvilke mekanismer, der ligger til grund for deres funktioner.

Resultater

Vi viste, at skeletmusklerne fra type 2-diabetes patienter undergår en re-modellering, som især giver anledning til fibrosedannelse. Denne er forbundet med en ophobning af en subtype af fibro-adipogene progenitor celler (FAPs). Denne subtype af FAPs er kendetegnet ved at udtrykke THY1 (CD90) og har en forøget evne til at starte celle-cyklus og producere extra-cellular matrix proteiner. Vi finder, at fænotypen af CD90⁺ FAPs er drevet af Platelet-derived growth factor AA der igennem en metabolisk re-programmering af cellerne giver dem deres karakteristika. Når vi undersøgte skeletmusklerne fra type 2-diabetespatienter, kunne vi se en specifik ophobning af netop disse celler, som formentligt har givet ophav til vævsfibrosen. Endeligt kunne vi vise, at Metformin hæmmede cellernes evne til at dele sig igennem hæmning af cellernes oxidative metabolisme, og at patienter behandlet med Metformin udviste en reduceret mængde af cellerne i skeletmusklerne efter behandling.

Konklusion

Type 2-diabetes er forbundet med ophobning af en subtype af FAPs i skeletmusklerne, som giver anledning til fibrosedannelse og degenerering af skeletmusklerne.

Næste skridt

Ved at kende den cellulære årsag til degenerering af skeletmusklerne samt en række andre organer, vil man kunne udvikle specifikke metoder til at påvirke disse celler og derigennem forhindre, at de udvikler sig uhensigtsmæssigt. Vi skal nu undersøge disse celler i større og mere velkontrollerede forsøg for forstå, hvordan de opfører sig i forskellige patologiske situationer. Derudover mangler vi endnu at forstå, hvordan disse celler virker i sunde og raske muskler og hvilken rolle de besidder der.

Studiets titel + link til abstract

Cardiac insulin resistens does not predict mortality or morbidity in ischemic heart failure

Session +

Tidspunkt

SO 16: The many faces of insulin sensitivity

29. september kl 13.30-15:00

1. forfatter

Thien Vinh Luong, læge og ph.d.-studerende

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus & Afdeling for Nuklearmedicin og PET Center, Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Kontakt

thiluo@clin.au.dk, +45 3151 3750

Baggrund

Udvikling af generel insulinresistens (IR) er forbundet med iskæmisk hjertesygdom og en højere dødelighed end baggrundsbefolkningen. En stor andel af iskæmisk hjertesyge udvikler også IR i hjertet. Med Positron Emissions Tomografi (PET) med den radioaktive tracer 18F-FDG er man i stand til at kvantificere sukkeroptaget i hjertet og i resten af kroppen hos disse patienter inden behandling ifa. revaskularisering. Derudover udføres en standard perfusionsundersøgelse af hjertet med andre tracerer såsom 82-Rubidium.

Formålet med studiet

Vi ville undersøge, om måling af insulinresistens i hjertet med PET før behandling hos patienter med iskæmisk hjertesygdom kan prædiktere, om patienterne genopretter deres pumpefunktion efter behandling, antallet af indlæggelse med hjertesymptomer og overlevelse.

Design

Retrospektivt studie af 131 patienter med iskæmisk hjertesygdom, som blev henvist til undersøgelse med dynamisk PET med 18F-FDG og 82-Rubidium i almindelig klinisk sammenhæng inden revaskularisering i perioden 2015-2017. Patienter blev fulgt indtil død eller til slutningen af studiet december 2020.

Resultater

Studiet viser, at insulinresistens i hjertet ikke er i stand til at forudsige forbedring i pumpefunktion efter behandling, indlæggelser eller overlevelse. Almindelig perfusions PET var i stand til at forudsige dødelighed.

Konklusion

Studiet viser, at IR i hjertet ikke kan prædiktere forbedring i EF, indlæggelser og overlevelse, selvom generel IR i hele kroppen er forbundet med en overdødelighed.

Næste skridt

Sammenhængen mellem IR og iskæmisk hjertesygdom skyldes sandsynligvis udviklingen af småkarssygdom og ikke kardiel IR. Måling af kardiel IR har en lav prognostisk værdi og kan med fordel udelades i klinisk sammenhæng.

Studiets titel + link til abstract

Effects of SGLT2 inhibition on lipid storage and lipolysis in adipose tissue in type 2 diabetes

Session

Tidspunkt

OP 34 SGLT2 inhibition: Putative mechanisms of benefit

30. september kl. 14:45-15:00

1. forfatter

Katrine Meyer Lauritsen, MD, PhD

Affilieringer

1) Steno Diabetes Center Aarhus, Denmark

2) Department of Endocrinology and Internal Medicine, Aarhus University Hospital, Denmark

3) Danish Diabetes Academy, Odense University Hospital, Denmark

Kontakt

katrine.mj@rm.dk, +45 6133 3579

Baggrund

SGLT2-hæmmerbehandling sænker plasma glukose uafhængigt af insulin. Derfor falder plasma insulin også under behandlingen, hvorved lipolysen frisættes og øger cirkulerende lipider. Hidtil har det ikke været belyst, hvordan medicinen påvirker lagringen af lipider i fedtvævet.

Formålet med studiet

Formålet med studiet var at få indsigt i, hvordan behandling med SGLT2-hæmmere påvirker balancen mellem lagring og frisætning af frie fedtsyrer i fedtvæv. I studiet har vi anvendt en kombination af skanningsteknikken PET/CT samt undersøgelse af biopsier fra fedtvæv, hvilket giver os indsigt i medicinens påvirkning på fedtvævs metabolisme.

Design

Studiet blev udført som et randomiseret, dobbelt-blindet placebo kontrolleret overkrydsningsstudie på 13 patienter med type 2-diabetes.

Resultater

SGLT2 inhibition reducerer GLUT4 protein- og gen-ekspression i subkutant fedtvæv. Endvidere observerede vi en nedsat ekspression af gener, som er involveret i insulin signalering i fedtvæv.

Konklusion

Resultaterne indikerer, at behandling med SGLT2-hæmmer nedregulerer kapaciteten til at optage sukker i fedtvævet, hvilket er nødvendigt for lagring af fedt. Dette er formentligt med til at forklare, at behandling med SGLT2-hæmmer inducerer vægttab hos patienter med type 2-diabetes samt at behandlingen fører til en højere fedtsyreforbrænding.

Næste skridt

Deltagerne i dette studie er undersøgt i en fastende tilstand. Det ville være interessant at undersøge, hvordan SGLT2-hæmmerbehandling påvirker lagringen af fedt i forbindelse med måltider.

Studiets titel + link til abstract

SGLT2 inhibition improves beta cell function and glucose tolerance, but does not affect glucose or FFA uptake in skeletal muscle

Session +

Tidspunkt

OP 34 SGLT2 inhibition: Putative mechanisms of benefit

30. september kl. 14:00-14.15

1. forfatter

Jens Hohwü Voigt, Stud. Med., forskningsårsstuderende

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Kontakt

jenvoi@rm.dk, +45 2639 5294

Baggrund

Blodsukkersænkende behandling med SGLT2-hæmmere til behandling af personer med type 2-diabetes, som ofte også har følgesygdomme såsom hjerte- og nyresygdomme, beror på en lav grad af evidens ift. medicinens fysiologiske og molekylære effekt. Eksempelvis forbedres insulinfølsomheden under behandlingen, selvom niveauet af frie fedtsyrer øges, hvilket under normale omstændigheder vil formindske følsomheden for insulin. Forskere forslår, at de positive effekter af behandlingen kan være forårsaget af en forbedret glukosetoksicitet, men andre faktorer kan muligvis også bidrage.

Formålet med studiet

Formålet med studiet er at undersøge, hvordan SGLT-2 hæmmeren empagliflozin påvirker skeletmuskulatur og helkropsmetabolisme. På baggrund af en oral glukosetolerancetest var det muligt for os at undersøge beta-celle funktionen samt glukosetolerancen. Ved at gøre brug af PET/CT-scanninger var det ydermere muligt at undersøge optaget af fedtsyrer og glukose i skeletmuskulatur. Endelig udtog vi også muskelbiopsier til analyse af protein- og genekspression i relation til fedt- og glukosemetabolisme i muskelvæv.

Design

Studiet er udført på 12 patienter med type 2-diabetes som et randomiseret, dobbelt-blindet placebokontrolleret overkrydsningsstudie. Patienter blev således undersøgt med og uden behandlingen med SGLT2-hæmmeren, så vi kunne se på effekterne i muskelvæv og på et helkropsniveau.

Resultater

Efter behandling med SGLT2-hæmmeren blev beta-celle funktionen forbedret, og behandlingen havde også en positiv effekt på glukosetolerancen. Fedt- og sukkeroptaget i muskelvævet var uændret efter behandlingen. Ligeledes så vi ikke en ændring i ekspressionen af undersøgte proteiner og gener, som regulerer metabolismen af fedtsyrer og glukose i muskelvæv.

Konklusion

Behandling med SGLT2-hæmmeren empagliflozin er associeret med en forbedret beta-celle funktion og en forbedret sukkertolerance. Disse resultater bidrager til vores forståelse for, hvordan medicinen virker.

Næste skridt

Næste skridt er at undersøge hvor det øgede niveau af frie fedtsyrer bliver forbrændt, så det sammen med vores andre resultater kan være med at bidrage til vores forståelse af den tilgrundliggende effekt at SGLT2-hæmmeren i mennesker.

Studiets titel + link til abstract

The effect of melatonin on incretin hormones: results from experimental and randomised clinical studies

Session +

Tidspunkt

OP 44 Diabetes around the clock!

1. oktober kl. 13:15-13:30

1. forfatter

Esben Stistrup Lauritzen, læge og ph.d.-studerende

Affilieringer

Steno Diabetes Center Aarhus og Medicinsk/Steno Forskningslaboratorium

Kontakt

esben.lauritzen@clin.au.dk, +45 2360 8465

Baggrund

Melatonin dannes i hjernen, når det er mørkt og er på den måde med til at styre vores døgnrytme. Melatonin ser dog også ud til at være involveret i reguleringen af sukkeromsætningen. Tidligere studier har vist, at kroppens sukkeroptag bliver dårligere, hvis man har indtaget melatonin umiddelbart forud for en sukkerbelastningstest, hvilket medfører et forhøjet blodsukker.

Formålet med studiet

Vi ville undersøge, om melatonins negative effekt på kroppens sukkeroptag kunne forklares med nedsat dannelse af to essentielle tarmhormoner (GLP-1 og GIP), som er ansvarlige for op til 50 procent af vores insulinproduktion efter et måltid.

Design

Studiet blev udført som en kombination af et placebo-kontrolleret lodtrækningsforsøg med 15 mænd og et dyrestudie med 6 rotter.

Resultater

I menneskerne medførte indtag af melatonin før en sukkerbelastningstest en 20 procent nedsat produktion af det ene af de to tarmhormoner (GIP), mens der ingen effekt var på sukkeroptaget. I vores dyremodel, hvor dosis af melatonin blev tredoblet, medførte melatonin et dramatisk fald i dannelsen af begge tarmhormoner.

Konklusion

Vores studier viser, at melatonin kan hæmme produktionen af GIP, hvilket potentielt kan forstyrre sukkeromsætningen efter et måltid.

Næste skridt

Forbruget af melatonin er kraftigt stigende som sovemiddel, selvom effekterne af melatonin på sukkeromsætningen er sparsomt belyst. God søvn er afgørende for en sund sukkeromsætning illustreret ved, at patienter med dårlig søvnkvalitet samt skifteholdsarbejdere har en markant øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Vi er derfor aktuelt i gang med et studie, hvor vi behandler personer med type 2-diabetes med melatonin igennem 3 måneder før sengetid med henblik på, om man på den måde kan forbedre kroppens sukkeroptag.