11-02-2022

Adam Hulman er en af forskerne bag et studie, der viser, at behandlingen af blandt andet diabetespatienter kan støttes af eksisterende algoritmer indenfor kunstig intelligens. Han vil etablere et miljø, hvor alle uanset faglig ekspertise kan blive klogere på kunstig intelligens. Første skridt er en foredragsrække under overskriften ”Pie & AI” – tærte og kunstig intelligens.

Der er et gab mellem den datavidenskabelige og den kliniske forskning. Og det er ellers områder, der kan have stor gavn af at nærme sig hinanden, hvis vi skal skabe den bedste behandling for mennesker med diabetes.

- Vi læser ikke de samme tidsskrifter og tager ikke på de samme konferencer. Der er et stort potentiale i at bygge bro mellem felterne, siger Adam Hulman fra Steno Diabetes Center Aarhus.

Han var en af forskerne bag et nyligt studie fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitet, der viser, at i stedet for at designe deres egne smarte algoritmer fra bunden, bør kliniske forskere i højere grad genbruge det, som allerede er tilgængeligt.

Vil skabe miljø med interesse for kunstig intelligens

I Steno Diabetes Center Aarhus vil vi gerne blive klogere på, hvordan kunstig intelligens og machine learning kan påvirke den kliniske forskning – og i sidste ende behandlingen af mennesker med diabetes eller i risiko for at få det.

Første skridt er en møderække under overskriften ”Pie & AI”. ”Pie”-delen skal tages helt bogstaveligt: der vil blive serveret tærte til næste møde – dog må du selv til bageren eller kogebogen, hvis du deltager online.

Møderne er en del af DeepLearning.AI, en online læringsplatform indenfor kunstig intelligens, som alene i december 2021 havde en million brugere på verdensplan.

Målet med møderne er at gøre alle med interesse for området klogere på kunstig intelligens – uanset om de er datavidenskabelige forskere, klinikere eller akademikere.

Læs også: Stort sundhedsvidenskabeligt potentiale i nettets algoritmer

 

Første møde af mange

Første møde i Pie & AI havde 45 deltagere fra Danmark og udlandet. Næste udgave handler - groft forenkelt - om, hvordan vi rammesætter problemstillingen, så man kan vælge den bedste maskinlæringsmetode for at få de rigtige svar.

Adam Hulman vil gerne udvikle et tværfagligt miljø for alle med interesse for kunstig intelligens,

- Hvis vi for alvor skal udbrede kendskabet til kunstig intelligens og machine learning, så er vi nødt til at investere i formidlingsprocessen. Og så skal vi inddrage forskere, praktikere og patienter, siger Adam Hulman.

Se de kommende "Pie & AI"-events her.

 

Kontakt

Adam Hulman
Associate Professor & Senior data scientist

adahul@rm.dk
+45 2370 7481

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?