23-10-2023

DFF2023.jpg

Overlæge Ulla Kampmann Opstrup, professor Ole Frøbert og lektor Páll Karlsson fra Steno Diabetes Center Aarhus har alle modtaget bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt knap 200 mio. kr. til nyskabende ideer inden for patientnær, klinisk og uafhængig forskning. Tre forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus har fået del i bevillingerne, som går til bedre diagnostik, behandling og forebyggelse.

Graviditetsdiabetes, blodpropper og kroniske smerter. Det er blot nogle af de sygdomme og tilstande, som der nu kan blive forsket endnu mere i.

Danmarks Frie Forskningsfond har uddelt ca. 200 mio. kr. til i alt 62 nye forskningsprojekter, der skal undersøge effekten af nye behandlingsformer og potentialet for at forbedre eksisterende behandlinger og forebyggelse – og styrke den patientnære, kliniske og uafhængige forskning.

Tre forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus har fået del i de uddelte midler.

- I Steno Diabetes Center Aarhus søger vi nye veje til et godt liv for mennesker med diabetes, så vi er utrolig taknemmelige for støtten til patientnær, klinisk forskning fra Danmarks Frie Forskningsfond, siger vores forskningschef Niels Jessen.

- Med fri forskning får vi muligheden for at teste ideer og potentielle behandlinger, som er opstået ud af det klinisk arbejde sammen med patienterne. Erfaringsmæssigt ser vi, at resultaterne af den type forskning ofte kan bruges direkte til gavn for patienterne, så vi forventer os meget af disse tre projekter.

Bedre hjælp til kvinder med graviditetsdiabetes

Overlæge og klinisk lektor Ulla Kampmann Opstrup vil blandt andet udvikle og afprøve et forbedret opfølgningsprogram i samarbejde med almen praksis for kvinder, der har haft graviditetsdiabetes. Disse kvinder har 50 procent højere risiko for at udvikle type 2-diabetes inden for de første 10 år efter fødslen - men desværre er det langt fra alle kvinder, der kommer til de i dag anbefalede opfølgninger.

Bevilget beløb: 3.154.083 kr.

Fra bjørne til astronauter: Hvordan opdager og undgår vi blodpropper?

Professor Ole Frøbert vil undersøge, om proteinet HSP47 kan tjene som en risikomarkør for at udvikle blodpropper. Det vil han og forskergruppen undersøge hos personer med blodprop i læggen eller ved hjertet, hos astronauter og hos raske mennesker. Ole Frøbert har tidligere fundet, at lave koncentrater af HSP47 er centralt for, at bjørne undgår blodpropper, mens de er i dvale.

Bevilget beløb: 3.168.000 kr.

Bedre behandling og smertelindring af kroniske smerter

Lektor Páll Karlsson skal forske i kroniske neuropatiske smerter, der ofte beskrives som en brændende, nålelignende eller elektrisk stød-lignende fornemmelse. De kommer blandt andet af diabetes eller vitaminmangel. Projektet skal finde genetiske forandringer i udviklingen af kroniske smerter og lede til bedre behandling og smertelindring.

Bevilget beløb: 3.167.280 kr.

Læs mere om bevillingerne her

Fakta om bevillingerne

  • Der er i alt indsendt 295 ansøgninger og uddelt knap 200 mio. kr. til i alt 62 nye forskningsprojekter, der vil undersøge effekten af nye behandlingsformer og potentialet for at forbedre eksisterende behandlinger.
  • Hver af de originale forskningsidéer har fået mellem ca. 2,2 og 4,3 mio. kr., og forskningsprojekterne løber typisk over 3-4,5 år.
  • Klinisk forskning beskrives kort som den praktisk orienterede del af den sundhedsforskning, som bl.a. handler om at beskrive patienternes sygdomsbilleder og sygdomsforløb, vurdere diagnostiske metoder og gennemprøve forskellige former for behandling, herunder uafhængige og forskerinitierede forsøg, studier mv.

Kontakt

Kontaktside Niels Jessen

Niels Jessen
Forskningschef

niels.jessen@biomed.au.dk
+45 2859 6352

Tilmeld dig nyhedsmail her

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Målgruppe

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Arbejder du i almen praksis i Region Midtjylland, kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev 'DiabetesNyt' her

 




Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?