Kunstig intelligens: Vi skal have patienterne med
11-09-2023
Forsker og lektor Adam Hulman og direktør Troels Krarup Hansen fra Steno Diabetes Center Aarhus ser store perspektiver i at anvende kunstig intelligens på diabetesområdet.
Debatindlæg af Troels Krarup Hansen, direktør, Steno Diabetes Center Aarhus og Adam Hulman, lektor og senior data scientist, Steno Diabetes Center Aarhus.
Udviklingen inden for kunstig intelligens buldrer afsted – og alle vegne kan man se, høre og læse om, hvordan mulighederne kun bliver større og større. På Steno Diabetes Center Aarhus er vi også fascinerede af de tekniske muligheder ved kunstig intelligens. Derfor har vi etableret en tværfaglig forskningsgruppe, der skal udforske mulighederne for at bruge kunstig intelligens på diabetesområdet.
Men vi er samtidig meget opmærksomme på, at vi kun kan lykkes med at implementere kunstig intelligens hos vores brugere – personer med diabetes – hvis vi helt fra starten får dem til at acceptere teknologien og tager dem med som en del af udviklingsprocessen.
Mange brugere er stadig usikre
På Steno Diabetes Center Aarhus mener vi, at vi har et særligt ansvar for at være med i udviklingen inden for kunstig intelligens, fordi vi som center er sat i verden for at lave brugerdrevet udvikling på diabetesområdet.
Derfor spurgte vi i en større undersøgelse knap 8.500 borgere i Region Midtjylland om deres holdning til at skulle bruge kunstig intelligens på sundhedsområdet.
Resultaterne viste, at knap halvdelen var enige i, at fordelene ved kunstig intelligens opvejer ulemperne, men mange er stadig usikre på fordelene.
Se resultaterne på i den videnskabelige artikel på Sciencedirect.com.
Samtidig var det vigtigt – især blandt personer med diabetes – at bevare en kontakt til sundhedspersonalet, hvis der skulle indføres kunstig intelligens.
Resultaterne fortæller os, at vi er godt på vej til at opnå brugernes accept af kunstig intelligens, men vi er langt fra i mål. Inden for en sygdom som diabetes kan det måske skyldes, at patienterne er vant til og trygge ved at have en tilbagevendende personlig kontakt med sundhedspersonalet.
De har endnu ikke oplevet, at der faktisk kan være et alternativ til nogle af de faste fysiske fremmøder, hvis vi bruger mulighederne i kunstig intelligens på en patientsikker måde.
Tag små skridt
Derfor er det afgørende, at vi indfører kunstig intelligens på sundhedsområdet i et tempo, som patienterne kan være med til. De nyeste automatiske insulinpumper er styret af kunstig intelligens, der uden menneskelig indblanding kan dosere den korrekte mængde insulin til en person med type 1-diabetes.
Det er muligt, fordi den kunstige intelligens er blevet fodret med store mængder data fra tilsvarende patienter. Men en del patienter føler sig endnu ikke trygge ved den løsning, fordi en essentiel del af patientsikkerheden overtages af teknologi og kunstig intelligens.
Her tror vi på, at man skal indføre kunstig intelligens med små skridt, så behandlingen i starten ikke er styret af kunstig intelligens, men hjælpes på vej af den.
Sammen med Videncenter for Diabetes – som er forankret hos Steno Diabetes Center Copenhagen i et samarbejde med de fem Steno Diabetes Centre i Danmark - er vi for eksempel i gang med at teste en funktion på deres hjemmeside, hvor man automatisk kan generere resuméer af forskningsresultater på både lægmandssprog og fagsprog.
Det er en måde at formidle viden om diabetes, som samtidig kan bidrage til accept og forståelse af kunstig intelligens. Men det er ikke et projekt, som benytter sig af patientdata eller får konsekvenser for patientsikkerheden.
Sundhedsvæsenet har brug for kunstig intelligens
Ser vi bare nogle få år ud i fremtiden, bliver vi måske også nødt til at acceptere kunstig intelligens som en præmis i sundhedsvæsenet. For i øjeblikket er der et voldsomt pres på sundhedsvæsenets ressourcer, og vi kan ikke blive ved med at organisere os, som vi gør i dag.
Inden for vores område er der eksempelvis en voldsom stigning i antallet af personer med type 2-diabetes – og vi har ganske enkelt ikke sundhedspersonale nok til at blive ved med at se dem på samme måde, som vi gør i dag.
Så hvis vi holder skarpt fokus på brugerne og det tværfaglige samarbejde, kan udviklingen inden for kunstig intelligens måske ende med at blive den hjælp til sundhedsvæsenet, som vi higer så meget efter i dag. Men vi skal tage ansvar for, at det bliver en hjælp, der er accepteret af både patienter og sundhedspersonale.
Debatindlægget er bragt i en lettere redigeret udgave i Sundhedsmonitor den 11. september 2023.
Læs også
Kontakt
Troels Krarup Hansen
Direktør
troeha@rm.dk
+45 6167 9616
Adam Hulman
Associate Professor & Senior data scientist
adahul@rm.dk
+45 2370 7481
Tilmeld dig nyhedsmail her
Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Målgruppe
Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.
Arbejder du i almen praksis i Region Midtjylland, kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev 'DiabetesNyt' her
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.
Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.
Smart, ikke?