Christian Trolle, ledende endokrinolog på Medicinsk Diagnostiks Center, Hospitalsenhed Midt, er med til at udvikle og pilotteste INDBLIK. I testen indgår i alt 100 patienter.

03-12-2024

Et nyt IT-værktøj gør det muligt at følge med i diabetespatientens blodsukker på afstand. Mens nogle patienter kan slippe for unødige hospitalsbesøg, frigiver det tid og ressourcer til dem, der har behov for mere hjælp. Værktøjet udvikles af Steno Diabetes Center Aarhus i samarbejde med regionshospitalerne i Region Midtjylland og er lige nu i pilottest.

Mange har allerede én, og inden for den nærmeste fremtid tilbydes alle personer med type 1-diabetes i Danmark en sensor – en blodsukkermåler, som automatisk måler blodsukkeret.

Udviklingen og udbuddet inden for diabetesteknologi samt bedre medicinsk behandling gør, at mange med type 1-diabetes i dag kan klare sig med færre sygehusbesøg.

- Vi er efterhånden blevet så gode til at behandle type 1-diabetes, at tiden er løbet fra den klassiske hospitalsbehandling. Indtil nu har alle groft sagt fået samme tilbud i form af faste kvartalsvise konsultationer uden at tage hensyn til deres forskellighed, siger Liselotte Fisker, cheflæge ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital.

- Den tilgang skal vi væk fra. Nogle kan klare sig med mindre, mens andre har brug for mere hjælp fra hospitalet, og vi skal arbejde langt mere efter borgerens individuelle behov, når de opstår. Men vi har manglet værktøjerne, der kan fortælle os, hvornår et hospitalsbesøg er unødigt, og hvornår der er brug for mere målrettet hjælp.

Samler data, skaber overblik og giver signal

Det skal INDBLIK, et nyt IT-værktøj til diabetesbehandlere på hospitalet, nu hjælpe med.

INDBLIK er et signalværktøj, som i nuværende version kan fjernmonitorere diabetespatienters blodsukker via deres sensor. På sigt vil det også være muligt at indarbejde patientrapporteret data (prodata) med fokus på trivsel og livskvalitet. Værktøjet indhenter automatisk data, præsenterer det overskueligt for behandleren og giver signal ved afvigelser eller opmærksomhedspunkter i patientens forløb.

- Normalt har jeg måske ti forskellige programmer og browservinduer åbne, inden jeg skal se en patient. Jeg skal slå hver enkelt patient op, læse journalen, manuelt tjekke blodsukkerdata, prodata og så videre, siger Christian Trolle, ledende endokrinolog på Medicinsk Diagnostiks Center, Hospitalsenhed Midt.

- Nu er vi i gang med at teste INDBLIK, og her får jeg det meste data præsenteret ét sted. Jeg kan hurtigt få overblik over mine patienter og om der er noget, jeg skal være særlig opmærksom på. Det gør mit arbejde nemmere, hurtigere og mere smidigt.

Tid til dem med det største behov

Udover at være et hjælpeværktøj til diabetesbehandleren, kan INDBLIK også bidrage til mere lighed i sundhed.

- Dem, der kontakter os mest i dag, er dem, der er bedst til at holde øje med deres eget blodsukker og sundhed. Det er de ressourcestærke, der får mest hjælp, siger Christian Trolle.

- Når jeg som behandler ved, at et værktøj som INDBLIK holder øje og giver besked, når der er brug for at sætte målrettet ind, kan jeg mere trygt give de velregulerede patienter mere ansvar for egen behandling og samtidig frigive tid og ressourcer til dem, der måske har et større eller andet behov, men som ikke selv henvender sig.

Version 1.0 af INDBLIK er nu i pilottest på Hospitalsenhed Midt og Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital. Forventningen er at udvide pilottesten til flere hospitaler i Region Midtjylland i løbet af 2025.

"Raske patienter gider ikke bruge tid på at sidde på et sygehus"

Behovsstyret behandling handler om at kunne identificere, hvilken form for tilbud den enkelte patient har behov for eller er i stand til at tage imod. Vi skal kunne give ekstra støtte til dem, der har brug for det, uden at miste kontakten til de mest selvhjulpne.

Netop den tilgang støttes af mange personer med diabetes, viser undersøgelser fra Diabetesforeningen:

- 42 procent af vores medlemmer vil gerne afgive tid til andre patienter, og 46 procent af de velregulerede siger det samme. Folk er forskellige, nogle kan meget, andre kan ikke. Derfor skal fremtidens sundhedsvæsen være differentieret. Raske patienter gider ikke bruge tid på at sidde på et sygehus, fortalte Jørgen Andersen, formand for Diabetesforeningen, da han holdt oplæg for diabetesbehandlere i Region Midtjylland på Verdens Diabetesdag 2024.

Kontakt

Liselotte Fisker
Cheflæge

lisefisk@rm.dk
+45 5056 6036

Christian Trolle
Ledende overlæge, Hospitalsenhed Midt
 

Tilmeld dig nyhedsmail her

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Målgruppe

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Arbejder du i almen praksis i Region Midtjylland, kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev 'DiabetesNyt' her

 




Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?