Fagfolk i dialog i auditorium

01-05-205

Overgangen fra børne- til voksenambulatorium er et afgørende vendepunkt for unge med type 1-diabetes. Hvordan sikrer vi, at de unge føler sig trygge, set og hørt, når ansvaret for behandling og sygdomshåndtering ændrer karakter?

Det var temaet for den første regionale ERFA-dag om transition, som blev afholdt på Steno Diabetes Center Aarhus med deltagelse af 50 sundhedsprofessionelle fra hele Region Midtjylland. 

Bag initiativet stod blandt andre afdelingslæge Mette Bohl Larsen, Hospitalsenhed Midt og Steno Diabetes Center Aarhus. Hun glædede sig over at samle kolleger fra hele regionen til en dag, hvor erfaringsudveksling, konkrete løsninger og fælles forståelse var i fokus. 

“Der sker rigtig meget i et ungt menneskes liv i de år, hvor de skal overgå til voksenambulatoriet. Det er ikke bare et skifte i behandlingssted – det er også en periode med uddannelse, løsrivelse fra forældre og stor identitetssøgning. Det stiller særlige krav til os som behandlere,” siger Mette Bohl Larsen. 

Udfordringer og løsninger i praksis

I Silkeborg har man i flere år arbejdet med at styrke overgangen gennem onlinemøder mellem børne- og voksenafdelinger og fokus på bedre overleveringer. 

“Vi prøvede blandt andet at deltage i de unges sidste konsultation i børneambulatoriet, men det viste sig svært både teknisk og følelsesmæssigt. I stedet har vi sat fokus på at give de unge mulighed for at starte på en frisk – samtidig med at vi som behandlere er klædt godt på til at tage imod dem,” fortæller Mette Bohl Larsen. 

I Viborg arbejder man i et fælles projekt mellem børne- og voksenafdelingen på at udvikle og afprøve konkrete modeller for bedre overgange. Et af initiativerne er fælleskonsultationer, hvor den unge og deres kontaktsygeplejerske fra børneafdelingen sammen møder op i voksenambulatoriet. 

“Det handler om tryghed,” siger Malene Kirstine Hovgaard Thomsen, sygeplejerske i Børn og Unge, Viborg. 

 ”Vi ved, at det kan være en sårbar situation – særligt for de unge, vi har fulgt i mange år. Det betyder meget for både dem og deres forældre, at overgangen bliver nænsom og personlig,”  

Derudover arbejder teamet i Viborg med at identificere sårbare unge tidligt og planlægge deres forløb særligt grundigt. Et trivselsskema i voksenambulatoriet skal også hjælpe med at spotte behov for støtte tidligt i forløbet. 

På tværs af Region Midtjylland fokuseres på at sikre en god overgang fra børne- til voksenbehandling for personer med type 1-diabetes. Regionshospitalerne i Gødstrup, Randers og Hospitalsenhed Midt har søgt - og fået - midler fra Steno Diabetes Center Aarhus' regionale udviklingspulje til projekter, der skal forbedre transitionen for børn og unge.

Ungt besyv: Nyt regionalt panel med mange børn og unge 

Karina Kudahl Hansen, sygeplejerske i Steno Diabetes Center Aarhus, har i mange år arbejdet med et lokalt ungepanel. Nu er sammen med kolleger ved at udvikle et ungepanel på tværs  af region Midtjylland. 

Det nye regionale ungepanel skal give unge med type 1-diabetes en direkte stemme i udviklingen af deres egne behandlingsforløb – særligt i overgangen fra børne- til voksenambulatorier. Panelet skal være med til at identificere udfordringer, komme med forslag til løsninger og sikre, at unges perspektiver bliver inddraget i både klinisk praksis og fremtidige projekter. 

“Det er helt afgørende, at vi lytter til de unge selv. De ved, hvad der virker – og hvad der ikke gør. I det regionale panel skal vi arbejde med brugerinddragelse og finde ud af, hvordan vi skaber overgange, der giver mening for de unge selv,” siger Karina Kudahl Hansen. 

Hun ser god mening at samle unge fra alle dele af regionen i ét panel – og at mødes med fagfæller fra de øvrige regionshospitaler. 

"Der er ingen forskel på de unge, der går her i Aarhus, og dem der går i Randers. Derfor giver det mening, at vi arbejder sammen om løsningerne." 

Sagt på dagen

Mette Bohl Larsen, afdelingslæge: 

“Det giver meget at få et ansigt på hinanden og forstå, hvordan vilkårene er forskellige rundt omkring. Vi kan spare tid, undgå at gentage andres fejl og samtidig blive inspireret af det, der virker.”

 

Malene Kirstine Hovgaard Thomsen, sygeplejerske:

“Vi kan rykke os hurtigere, når vi ikke skal opfinde den dybe tallerken hver for sig. Vi står med mange af de samme udfordringer, og netop derfor er fælles løsninger vigtige.” 

 

Karina Kudahl Hansen, sygeplejerske:

“Det var tydeligt, at vi tænker meget ens – og at vi alle ønsker det samme: At de unge får en tryg og god overgang til voksenlivet med diabetes.” 

Kontakt

Mette Bohl Larsen
Afdelingslæge

Mette.Bohl.Larsen@aarhus.rm.dk

Specialkonsulent

tinros@rm.dk
+45 2370 7228

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Tilmeld dig nyhedsmailen her

Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.