Gode relationer og en intensiv indsats gavner sårbare børn og unge med type 1-diabetes
Sårbare børn og unge kan have udfordringer med at kontrollere deres diabetes. Nu viser forskning, at gode relationer til sundhedspersoner kan gøre en forskel.

21-01-2025
I 2022 iværksatte Steno Diabetes Center Aarhus et projekt for sårbare familier med børn og unge med type 1-diabetes. Børnene og de unge var alle i alderen 12-17 år og havde sociale, psykiske, eller familiemæssige udfordringer samt en dårligt reguleret diabetes.
Forskning viser, at sårbare børn og unge, som ikke får reguleret deres blodsukker godt, er i stor risiko for at udvikle diabetesrelaterede komplikationer. Men der mangler viden om, hvad der bedst kan hjælpe børnene.
Projektet bestod af et intensivt forløb med for eksempel hjemmebesøg og fleksibel kontakt kombineret med et styrket samarbejde med blandt andet skoler, læger og kommuner. Evalueringen af projektet viser, at forløbet gjorde en stor forskel for flere af familierne.
Projektet hedder 'Masterclass Individuel', og var målrettet børn og unge med type 1-diabetes fra særligt sårbare familier, som ikke havde fået en velreguleret diabetes gennem den sædvanlige diabetesbehandling.
Børnenes udfordringer kom i centrum
I projektet fik familierne besøg af sygeplejerske Stine Mønster, som havde kontakt med familien i op til et år. Besøgene foregik ofte hjemme hos familierne eller i deres lokalmiljø.
Sygeplejerskens mål med besøgene var at opbygge en god relation til familierne og at få indsigt i deres specifikke udfordringer. Hun fokuserede særligt på at skabe tillid og en god kontakt til børnene og de unge i projektet.
Julie Høgsgaard Andersen er forsker og antropolog i Steno Diabetes Center Aarhus, og hun evaluerede projektet og interviewede familierne om deres oplevelse af besøgene.
Interviewene viste, at sygeplejerskens besøg blev værdsat. Forældrene havde en oplevelse af, at der blev udvist en oprigtig interesse for dem og deres udfordringer. De oplevede også en kontrast til konsultationerne på hospitalet, hvor omdrejningspunktet ofte var på dårligt reguleret blodsukker.
Sygeplejersken forsøgte at afhjælpe nogle af familiernes udfordringer. Hun tog kontakt til skoler, læger og andre professionelle, når det var relevant. Et barn fik derefter støtte fra skolen til at holde styr på kulhydraterne, og et andet barn fik en henvisning til psykiatrisk behandling.
De berørte familier understregede, at de ikke kunne have fundet de løsninger selv uden hjælp fra sygeplejersken.
Hjemmebesøg gør en forskel
- Evalueringen af projektet viser, at hjemmebesøg kan gøre en markant forskel for sårbare børn og unge med et dårligt reguleret blodsukker og deres familier.
- Mange af de unge fik et bedre reguleret blodsukker og andre kom i behandling for psykiske lidelser, som på sigt kan forbedre deres egenomsorg og dermed også deres diabetes.
- Evalueringen peger på behovet for en tovholder, der kan koordinere samarbejdet mellem de relevante professionelle omkring familierne.
- Derudover kan fleksible konsultationsformer som en 'walk and talk' styrke relationen til sårbare børn og unge. Sygeplejerske Stine Mønster har for eksempel skiftet nogle af konsultationerne ud med udendørs samtaler for at skabe en mere afslappet atmosfære.
Fakta om projektet
Titel: Masterclass Individuel
Forskningsprojektet blev udført af Steno Diabetes Center Aarhus og Gødstrup Hospital.
Personer i projektet
Antropolog og forsker Julie Høgsgaard Andersen
Sygeplejerske Stine Mønster
Afdelingslæge og forsker Jesper Sand Hjelle
Programleder, overlæge og ph.d. Anette Andersen
Læs mere
Læs om forskningsprojektet om sårbare børn og unge
- Artiklen i Behandlerbladet fra Diabetesforeningen "Diabetes-behandler"
- Forskningsprojektet på SienceDirect
Læs andre artikler om børn og unge med diabetes
Kontakt

Julie Høgsgaard Andersen
Forsker, Antropolog
Tilmeld dig nyhedsmail her
Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.
Målgruppe
Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.
Arbejder du i almen praksis i Region Midtjylland, kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev 'DiabetesNyt' her
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.
Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.
Smart, ikke?