01-05-2026
Hvordan sikrer vi, at kliniske ressourcer anvendes der, hvor de gør størst gavn - uden at gå på kompromis med kvaliteten i behandlingen? Det er ét af de centrale spørgsmål i omstillingen af det offentlige sundhedsvæsen.
På diabetesområdet har behandlingen traditionelt været organiseret omkring rutinemæssige konsultationer og kontrolbesøg. Det kræver mange ressourcer og modsvarer ikke nødvendigvis patienternes faktiske behov.
Derfor har diabetesambulatorierne i Region Midtjylland de seneste år arbejdet på at omstille til en mere differentieret og behovsstyret behandling, hvor patienterne oplever at få de rette tilbud, når de har behov for det, alt imens vi sikrer en mere bæredygtig brug af ressourcer ved at reducere unødvendige konsultationer.
- Det er en kompleks forandring, hvor helt nye arbejdsgange og roller løbende skal indarbejdes. Her kan digitale værktøjer, der forsimpler og gør ændring af vaner og arbejdsgange nemmere, være netop den løftestang, som bringer omstillingen fremad, siger Katrine Holm Lindgaard, innovationschef hos Steno Diabetes Center Aarhus.
Og det er netop formålet med det digitale værktøj INDBLIK, som siden efteråret 2024 har været i pilottest hos Hospitalsenhed Midt og Aarhus Universitetshospital.
Bedre overblik og samarbejde omkring patienten
På Aarhus Universitetshospital er INDBLIK nu i fuldskalaafprøvning hos Steno Diabetes Center Aarhus. Det betyder, at alle faggrupper i klinikken - læger, sygeplejersker, diætister og lægesekretærer - anvender værktøjet i deres daglige arbejde.
- INDBLIK giver mig hurtigt et overblik over de patienter, jeg er primærlæge for. Jeg har også mulighed for at se samme data på alle patienter, der er tilknyttet klinikken, siger Steen Bønløkke Pedersen, overlæge i Steno Diabetes Center Aarhus og én af kræfterne bag implementeringen af INDBLIK.
Det samlede overblik over patientens data og forløb understøtter behandlere i løbende at vurdere og tilpasse den enkelte patients behandling og forløb efter behov. Samtidig gør det samarbejdet omkring patienterne på tværs af klinikkens faggrupper nemmere, hurtigere og mere smidigt.
- Det er blevet nemt at se fremtidige aftaler og bestille efterfølgende tider i ambulatoriet, og for sekretærerne betyder det en nem og ensartet struktur på disse opgaver, siger Steen Bønløkke Pedersen.
Når digitalisering og transformation går hånd i hånd
Ifølge Katrine Holm Lindgaard er INDBLIK mere end blot et digitalt værktøj. Det er et vigtigt skridt mod en ny måde at organisere behandlingen af diabetes på, hvor behandlingsressourcer målrettes ud fra faglige guidelines, kliniske kriterier og strukturelle principper.
- Vi kommer med et konkret bud på, hvordan transformation og digitalisering kan gå hånd i hånd. INDBLIK er udviklet til at understøtte behandlerne i at træffe de rigtige ressourcemæssige prioriteringer og dermed undgå, at patienter indkaldes til unødige kontroller på hospitalet, siger Katrine Holm Lindgaard og fortsætter:
- Men det kræver, at værktøjet udvikles og afprøves integreret i den kliniske hverdag, hvor det skal gøre en forskel. Samtidig er det afgørende, at værktøjet ikke står alene. Det skal suppleres af løbende og grundig forandringsledelse med fokus på oplæring i nye arbejdsgange og roller.
Udrulning i Region Midtjylland på vej
Fuldskalaafprøvningen skal blandt andet give viden om, hvordan INDBLIK bedst understøtter kliniske arbejdsgange, hvilke funktioner, der skaber størst værdi for klinikere samt hvordan behovsstyret behandling kan implementeres i praksis.
Herefter er det planen, at INDBLIK tages i brug i diabetesambulatorierne på regionshospitalerne i Region Midtjylland i løbet af efteråret 2026. Derudover planlægges afprøvning hos Steno Diabetes Center Nordjylland i Region Nordjylland.
- Vi har udviklet INDBLIK med henblik på skalering. På sigt er det ambitionen, at værktøjet kan anvendes på tværs af hospitaler og potentielt også inden for andre sygdomsområder, siger Katrine Holm Lindgaard.
Om INDBLIK
INDBLIK er et digitalt værktøj, som understøtter transformationen mod mere målrettet og differentieret behandling, klogere ressourceanvendelse og bedre behandlingskvalitet gennem:
- Fjernmonitorering: Data giver løbende signaler, så behandlingen målrettes dem, der har behov for det.
- Populationsoverblik: Giver den enkelte behandler og ledelsen et overblik over egen population.
- Patientoverblik: Samler relevant data og understøtter behandlere i løbende at vurdere og i samråd med patienten at tilpasse den enkelte patients forløb efter behov.
- Fokusforløbsværktøj: Understøtter målrettede, strukturerede og effektive patientforløb efter en stepped-care model, hvor behandlere samarbejder for at patienten opnår sit individuelle mål.
INDBLIK udvikles af Steno Diabetes Center Aarhus og regionshospitalerne i Region Midtjylland i samarbejde med TRIFORK.
Kontakt
Katrine Lindgaard
Innovationschef
katrine.lindgaard@rm.dk
+45 2370 7067
Abonnér på vores nyheder
Hvis du gerne vil høre fra os, når vi sender nyheder ud, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside. Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.