Hos personer med både psykisk sygdom og diabetes, oplever mange seksuel dysfunktion - for eksempel i form af en nedsat sexlyst. Området er meget underbelyst, men i et nyt studie vil forskere bryde tabuerne og åbne for samtaler om emnet mellem behandler og patient. Målet er at finde frem til årsagerne til dysfunktionen, så man kan gøre noget ved problemet.
"Vi vil skabe en mere åben dialog med patienterme om seksuel dysfunktion", siger Gesche Jürgens, som er speciallæge i klinisk farmakologi og klinisk professor på Psykiatrien Vest og Sjællands Universitetshospital i Roskilde.
"Det er et tabubelagt emne, men det har stor betydning for livskvaliteten, at vi adresserer det i konsultationerne", siger hun.
Nedsat sexlyst er udbredt
Seksuel dysfunktion er meget udbredt, fortæller Gesche Jürgens.
"Studier viser, at mere end halvdelen af patienterne har de her bivirkninger", siger hun.
"Og det kan både være en bivirkning af medicin, af diabetes eller en kombination".
Vil undervise behandlere og patienter
Nu vil Gesche Jürgens og hendes kolleger teste effekten af undervisning om seksuel dysfunktion.
Undervisningen er delt op i fire delstudier. I det ene undervises patienterne, i det andet undervises behandlerne, i et tredje undervises begge grupper, og i et fjerde studie undervises ingen af dem.
"Målet er at finde ud af, hvor undervisning gør mest gavn", siger Gesche Jürgens.
Samtale kan medvirke til at finde årsager
De første erfaringer viser, at personer med sygdommene har gavn af kort og præcis undervisning tæt på behandlingsstedet, mens behandlere har behov for lidt mere tid og fokus på konkrete løsninger.
"Vi tror ikke, at samtalen med patienterne alene kan gøre en forskel for den seksuelle dysfunktion", siger Gesche Jürgens.
"Men vi håber, det fører til en øget bevidsthed hos behandleren, så der tales om, hvad årsagen til dysfunktionen kan være. Når man taler om det, kan man måske også finde frem til, hvad der kan afhjælpe bivirkningen", siger hun.
Indtil nu har 60 af 190 patienter medvirket i studiet.
Håber på forandring
Gesche Jürgens håber, at feltet har rykket sig om nogle år.
"Med mere patientinddragelse, større fokus på seksualitet og bedre forståelse af de psykiske og fysiske aspekter kan flere få den støtte, de har brug for", siger hun.