25-01-2022

Tre forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitetshospital får nok at se til de næste fem år (fra venstre): Overlæge og klinisk lektor Ulla Kampmann Opstrup, læge og postdoc Sine Knorr Johnsen og overlæge og professor Per Ovesen. Fotos: Claus Hastrup.

Hænger overvægt hos vordende forældre sammen med overvægt hos deres kommende barn? Og kan et fødselsregister bidrage til bedre sundhed for gravide med diabetes og deres børn? Det søger tre nationale forskningsprojekter nu svar på med bidrag fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitetshospital. Novo Nordisk Fonden har bevilget i alt 61 millioner kroner til forskningen.

Overvægt hos børn og unge skyldes et komplekst samspil af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Allerede før et barn er undfanget og født, kan linjerne for barnets sundhedsprofil være tegnet.

- Fra forskningen ved vi, at både ægceller, sædceller og det ufødte barn er sårbare over for livsstilsfaktorer som fx rygning, motion og overvægt samt sygdomme som diabetes, siger overlæge og lektor Ulla Kampmann Opstrup fra Steno Diabetes Center Aarhus.

Hun er én af de forskere, der i tæt samarbejde med diabeteslæger og fødselslæger fra Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital og resten af landet nu har sikret bevillinger på i alt 61 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til tre projekter, der hver især skal bidrage til at identificere flere brikker til det komplicerede puslespil.

- På sigt er det vores forhåbning, at vi bliver endnu bedre til at forebygge børneovervægt og sikre gode og sunde graviditetsforløb for kvinder med diabetes, siger Ulla Kampmann Opstrup.

Årsager til overvægt hos børn skal søges en generation tilbage

To af projekterne, der modtager henholdsvis 12 og 24 millioner kroner, retter blikket en generation tilbage for at undersøge, om overvægt hos forældre op til og under en graviditet kan hænge sammen med udvikling af overvægt hos børn og unge:

"LiP-TOP-Fit"-studiet skal undersøge langtidseffekten af tre tidligere studier hos gravide kvinder, nu hvor børnene er blevet henholdsvis 3, 12 og 15 år. Formålet er at undersøge formodede årsagssammenhænge mellem livstilsinterventioner under graviditeten og risiko for overvægt hos børn og unge. Studiet er et samarbejde mellem Rigshospitalet, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus.

"PREPARE-child"-studiet skal undersøge, om overvægt og vægttab hos forældrene op til og under en graviditet påvirker udviklingen af overvægt hos børnene. Studiet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital og Steno Diabetes Center Aarhus.

Unikt fødselsregister skal give ny viden

Novo Nordisk Fonden har desuden uddelt 25 millioner kroner til et 5-årigt projekt, som skal etablere et dansk diabetesfødselsregister med data på mor, barn og far. Formålet er at blive klogere på, hvordan diabetes og behandling af diabetes påvirker ikke bare den gravide, men også hendes ufødte barn – til gavn for alle danske kvinder med diabetes og deres familier.

Projektet er et samarbejde mellem de fem regionale Steno Diabetes Centre og Rigshospitalet. Steno Diabetes Center Aarhus vil bidrage med et særligt fokus på, hvordan man bedst muligt får kvinder og børn tilbage til egen læge og sundhedsplejen efter endt graviditet.

Postdoc Sine Knorr fra Steno Diabetes Center Aarhus kommer til at stå for den daglige koordinering af registeret. Sine Knorr har også haft en central rolle i designet af registeret.

Tre forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus og Aarhus Universitetshospital spiller en central rolle i de tre nationale forskningsprojekter:

  • Overlæge og klinisk lektor Ulla Kampmann Opstrup
  • Læge og postdoc Sine Knorr Johnsen
  • Overlæge og professor Per Ovesen.

De vil i forbindelse med projekterne også samarbejde med professor Jens Meldgaard Bruun fra Steno Diabetes Center Aarhus og Nationalt Center for Overvægt samt professor Helle Terkildsen Maindal fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

 

Kontakt

Ulla Kampmann Opstrup
Overlæge

ullaopst@rm.dk
+45 2237 0857

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vores nyhedsmail er for dig, der ønsker udvalgte nyheder fra os direkte i din indbakke 3-4 gange om året.

Nyhedsmailen er målrettet fagfolk og samarbejdspartnere, men alle med interesse for diabetesområdet i Region Midtjylland er velkomne til at følge med.

Tilmeld dig her.





Abonnér på vores nyheder

Hvis du gerne vil høre fra os lidt oftere, kan du klikke på 'Abonnér' på vores nyhedsside.

Så modtager du en kort mail, hver gang der er nyt fra os.

Smart, ikke?