30-06-2021

Omar Silverman er ph.d. og forskningsassistent hos Steno Diabetes Center Aarhus. Her forsker han med et særligt fokus på familieforhold og type 2-diabetes. Foto: Marie Mikkelsen.
Familieforhold kan påvirke udviklingen af type 2-diabetes. Derfor er det vigtigt, at vi lærer mere om, hvordan vi kan bruge familieoplysninger til at forebygge type 2-diabetes og forbedre behandlingen af personer med type 2-diabetes. Det forsker Omar Silverman i.
Omar Silverman er ph.d. og forskningsassistent hos Steno Diabetes Center Aarhus. Her fortæller Omar om sit arbejde.
Hvad går dit arbejde ud på?
Jeg arbejder som diabetes-epidemiolog tilknyttet Stenos tværsektorielle enhed og epidemiologi-gruppe. Jeg forsker med et særligt fokus på familieforhold og hvordan vi kan bruge familieoplysninger til at forebygge type 2-diabetes og forbedre behandlingen af personer med type 2-diabetes.
For eksempel har jeg undersøgt, hvad der sker, hvis den ene part i et parforhold spiser sundt og træner. Det viser sig, at hvis den ene part i parforholdet har meget fokus på træning og sund kost, så har den anden part det ofte også.
Så har du behov for at leve sundere liv for at modvirke risikoen for at udvikle type 2-diabetes, er det en god idé at få din partner med på idéen.
Hvad er en god dag på arbejdet for dig?
En god dag begynder med, at jeg cykler ind på arbejde. Dernæst kan mange ting være med til at skabe en god arbejdsdag; det kan være gode nyheder, for eksempel at vi har modtaget et legat eller fået godkendt en videnskabelig artikel (det ville så være en ekstraordinær god dag, hvis begge dele gik i opfyldelse samme dag!). Men også det at komme helt i bund med dagens opgaveliste, løse udfordringer med kodning eller hjælpe andre kan gøre mig i godt humør.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
At være sammen med mine meget dygtige og talentfulde kolleger! Jeg nyder meget at tale med dem både fagligt og uformelt. Samlet set er det at arbejde hos Steno Diabetes Center Aarhus den bedste del af mit job. Jeg sætter stor pris på muligheden for at være en del af og bidrage til en relativt ung organisation, som skaber og går sine egne veje.
Fun fact om Omar
Jeg er født og opvokset i Mexico, og før jeg flyttede til Danmark, har jeg været inde i nogle af de mest overfyldte og sandsynligvis farligste fængsler i Mexico City! Jeg var en del af en forskergruppe, der udførte et stort sundhedsprojekt i byens fængsler. Mine opgaver var dels at føre tilsyn med dataindsamlingen, dels at rådgive indsatte, der var nydiagnosticerede med en kronisk sygdom.