Mennesker med type 1-diabetes skal tage insulin i præcise mængder mange gange i løbet af en dag. Det er besværligt, og derfor undersøges det nu, om man kan erstatte noget af den insulin, der skal tages, med en pille.

Forskerne er langt med undersøgelsen, som viser, at der måske er en positiv effekt for nogen ved at indtage lægemidlet fenofibrat.

”Vi har haft 53 af 58 deltagere igennem vores kliniske forsøg, og med forbehold for, at resultaterne fra de sidste deltagere er helt anderledes, kan vi sige, at der muligvis er en lille effekt for nogen”, siger Pernille Emilie Petersen, der laver undersøgelsen som led i hendes ph.d.

Hun er læge og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen.

”Vi kan ikke helbrede type 1-diabetes med denne pille, men noget tyder på, at kroppen efter et års indtag af fenofibrat kan producere lidt ekstra insulin”, siger hun.

At have type 1-diabetes er et fuldtidsjob

Det er meget indgribende i dagligdagen at have type 1-diabetes, fordi det kræver meget fokus at regulere sit bloksukker.

”Får man for meget insulin, får man også for lavt blodsukker, og det er meget farligt”, siger Pernille Emilie Petersen.

”Men får man for lidt insulin, kan man få følgesygdomme, som påvirker kredsløb, øjne og nyrer”, siger hun.

”Derfor skal man planlægge sin dag og hele tiden være obs på, hvad man indtager af sukker, protein og fedt gennem maden og det, man drikker”.

Så det er for at hjælpe personer med type 1-diabetes med at få en lettere hverdag, at Pernille Emilie Petersen forsker i, at om en pille kan have en supereffekt.

Pille beskytter kroppens egne celler

Effekten af fenofibrat er, at det kan forlænge den tid, hvor kroppen selv er i stand til at producere insulin.

”Når man får type 1-diabetes, betyder det nemlig, at kroppen ikke længere kan producere insulin selv. Immunforsvaret angriber og nedbryder de celler, som producerer insulin”, siger Pernille Emilie Petersen.

”Men i begyndelsen, lige efter at man er blevet diagnosticeret med sygdommen, kan kroppen stadig producere en smule insulin, og vi vil gerne forlænge denne periode”, siger hun.

”Det gør en stor forskel, hvis man kan give børn og unge mennesker nogle ekstra år, hvor de ikke skal tænke på at regulere deres blodsukker hele tiden”.

Pernille Emilie Petersen er læge og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen.

58 undersøges

Pernille Emilie Petersen og hendes forskerkolleger har inviteret 58 personer med i projektet.

Halvdelen har dagligt fået en pille med fenofibrat, den anden halvdel en ”snydepille” uden nogen virksomme effekter. Deltagerne har ikke fået at vide, hvilken pille de har fået.

Derefter har deltagerne været til en test 5 gange i løbet af et år, hvor lægerne har undersøgt kroppens evne til producere insulin – og dermed nedbringe blodsukkerniveauet uden at skulle tage insulin.

”Når de kom ind til os, fik de blandt andet en kæmpestor millkshake-agtig drik med masser af sukker, og så tog vi derefter blodprøver for at se, hvor meget deres naturlige insulin-produktion steg. På den måde kunne vi måle kroppens evne til selv at regulere blodsukkeret”, siger Pernille Emilie Petersen.

Forskerne bad også deltagerne sende et overblik over, hvor meget insulin de indtog i løbet af en dag og sende disse data til forskerne via en app.

”Men desværre har det været overraskende svært at få dem til at sende os denne information. Det kunne ellers være til stor gavn at vide, hvordan deres insulinindtag udviklede sig i løbet af dette år”, siger hun.

Stort potentiale

I december 2022 havde 53 af 58 deltagere været igennem forsøget, og med det forbehold kan Pernille Emilie Petersen sige, at der muligvis er en lille effekt for nogen ved indtag af fenofibrat.

Dog vurderer hun, at der kan være en langt større effekt af lægemidliet for prædiabetikere.

”Da pillen jo er med til at passe på kroppens egne celler, tror jeg, at denne medicin kan have større gavn for dem, som stadig har en masse velfungerende insulinproducerende celler i kroppen”, siger hun.

”Det er blot vigtigt, at vi finder frem til de mennesker, som har prædiabetes – altså dem, som vil udvikle type 1-diabetes inden for de næste 10-15 år”.

Faktisk er let at undersøge, om en person er i risiko for at udvikle type 1-diabetes – det kan klares med en almindelig blodprøve.

”Og kan man udskyde det at få type 1-diabetes med 4-5 år, kan det også gøre en stor forskel”, siger Pernille Emilie Petersen.

For dem, som allerede har type 1-diabetes, tror Pernille mere på, at forskning kan gøre det nemmere at leve med sygdommen.

”Vi skal have udviklet noget teknologi og andre hjælpemidler, som kan gøre det nemmere at styre blodsukkerniveaurne”, siger hun.

Pernille Emilie Petersen tror på, at der vil blive udviklet gode hjælpemidler for mennesker med type 1-diabetes i de kommende 5-10 år.

Om podcasten Diabetesforskerne