Giver sensorer bedre livskvalitet og færre indlæggelser end fingerprikmålinger?
Der er flere måder at måle sit blodsukker på for mennesker med type 1-diabetes. Alle kender fingerprikmålingen, men nogle oplever, at det er vanskeligt at styre diabetesreguleringen, når blodsukkeret måles med fingerprikmetoden. Mange kender også sensoren, der ikke kun giver et øjebliksbillede af blodsukkeret, men også viser, om blodsukkeret er stigende eller faldende. Men hvor mange bruger sensoren? Og er den for alle?
I Region Syddanmark er en række forskere i gang med at kortlægge, hvordan personer med type 1-diabetes måler deres blodsukker.
Der er nemlig flere metoder, som fungerer forskelligt og kan måle noget forskelligt, men ingen ved, hvor udbredte de forskellige metoder er.
I spidsen for forskningsprojektet står Karoline Schousboe, der er overlæge og har en phd. inden for diabetes.
”Det er vigtigt at vide, hvordan personer med type 1-diabetes måler deres blodsukker, og om flere kan have gavn af at bruge en sensor”, siger hun.
Spørger folk
Forskerne går helt lavpraktisk til værks ved at spørge de 6000 personer, der har type 1-diabetes i Region Syddanmark.
”Vi har sendt et spørgeskema ud til dem alle, hvor vi spørger, hvilken målemetode de anvender, og om de, der anvender sensor, har oplevet forbedret livskvalitet efter at være skiftet til sensoren”, siger Karoline Schousboe.
Nogle bruger fingerprikmåling, andre bruger en sensor. Nogle bruger alarmer sammen med sensoren, og andre bruger også en insulinpumpe i et såkaldt hybrid closed loop system, der i nogen grad næsten virker som en kunstig bugspytkirtel.
En hybrid closed-loop pumpe kræver, at man samtidigt anvender en sensor, fordi den løbende doserer insulin ud fra sensorværdiernere. Den kaldes en hybrid, fordi man stadig selv skal aktivere den, når der skal afgives ekstra insulin i forbindelse med et måltid.
Sender de samme spørgsmål ud årligt i 5 år
Forskerne vil sende de samme spørgsmål ud til personer med type 1 diabetes i Region Syddanmark hvert år i fem år for at kunne følge udviklingen.
Derudover bruger de også en registerundersøgelsen for hele Danmark, hvor de kan se nogle demografiske data.
”Så kan vi sammenholde med spørgeskemaerne og se, om der er nogle særlige træk ved personer, der bruger henholdsvis fingerprik og sensor”, siger Karoline Schousboe.
”Vi vil se på, om faktorer som køn, alder, bopæl og indkomst har betydning for, om man kan lide at bruge en sensor”, siger hun.
Karoline Schousboe er phd. og overlæge på Steno Diabetes Center Odense.
Mange får sensor i Region Syddanmark
Forskerne vil også kigge på, om langtidsprøven for blodsukkeret forbedres ved brugen af en sensor.
I Region Syddanmark har diabetesbehandlere fra januar 2022 fået dispensation til at tildele en sensor til personer med type 1-diabetes, hvis deres langtidsprøve for blodsukkeret - også kaldet HbA1c - er mere end 53.
Den fælles nationale retningslinje beskriver, at man skal have et HbA1c over 70, før man kan tilbydes en sensor. Der er dog flere undtagelser hertil, og man arbejder også nationalt på, at flere i fremtiden kan få en sensor.
”En sensor er smart, fordi den scanner sukkerniveauet løbende og derfor kan fortælle, om blodsukkeret er på vej op eller ned. Det kan en fingerprikmåling ikke. Derfor gør en sensor i udgangspunktet det lettere at regulere insulinen”, siger Karoline Schousboe.
”En bedre regulering betyder færre indlæggelser, og så kan det måske godt betale sig for regionen at bruge ekstra penge på forbedring af behandling frem for indlæggelser”, siger hun.
Ikke sikkert det er for alle
Dog er det alligevel ikke sikkert, at brugen af sensor er for alle.
”Selv om en sensor på papiret er smart og hjælper mange, er det ikke alle, der har en god oplevelse med at bruge nyere teknologi, og det er vigtigt for os læger at vide, så vi kan højde for den enkeltes ønsker og behov i behandlingen”, siger Karoline Schousboe.
Har allerede nogle spændende resultater
Projektet løber i fem år, men forskerne har allerede fundet frem til nogle tendenser.
”Det ser ud til, at de personer, der oplyser, at de generelt har let ved at anvende teknologi, har lettere ved at få uploadet deres data hjemmefra, så behandleren kan se, hvordan det går, uden at man behøver at komme hen til ambulatoriet, men i stedet kan klare det over video eller telefon”, siger Karoline Schousboe.
”Og det er jo smart for alle parter”.
”Vi kan også se, at dem, der generelt har let ved at forstå og bruge sundhedsoplysninger, hyppigere holder øje med deres sukkerniveau. Så nu skal vi finde ud af, hvordan vi som diabeteslæger kan blive bedre til at individualisere vores tilgang til vores patienter, så alle kan får mulighed for at få det bedste ud af deres udstyr og behandling”, siger hun.
De foreløbige resultater har været vigtig læring for Karoline Schousboe.
”Jeg er blevet opmærksom på, at der er stor forskel i den enkelte persons tilgang til livet med diabetes, og hvor vigtigt det er, at vi som behandlere er opmærksomme på dette og møder den enkelte person med diabetes dér, hvor de er i deres liv”, siger hun.