Kan træning være til gavn for mennesker med diabetiske fodsår?

Mennesker med diabetes kan opleve fodsår som en del af de komplikationer, der følger med sygdommen. Fodsår gør det blandt andet svært at være fysisk aktiv. Og inaktivitet kan give andre komplikationer i behandlingen af diabetes. Et nyt Ph.d.-projekt undersøger, om der findes en sikker måde at træne på for folk med diabetiske fodsår.

Et diabetisk fodsår er et sår, der ikke heler inden for den tid, hvor et normalt sår heler.

For mennesker med diabetes kan helingen af såret vare uger, måneder eller år. Og nogle oplever, at såret aldrig heler.

Man kan risikere, der går infektion i såret, som i yderste instans kan føret til behov for amputation.

Det fortæller Thomas Aagaard fra Steno Diabetes Center Sjælland. Han er uddannet fysioterapeut.

”Udfordringen er - i forhold til en rift på fingeren - at man jo går på fødderne. At gå rundt på et åbent sår gør såret værre. Så en del af sår-behandlingen er at sørge for, at trykket på såret kommer væk”, siger han.

Det betyder ifølge Thomas Aagaard, at behandlingen af fodsår indirekte består i at være inaktiv.

”Men den manglende fysiske aktivitet er heller ikke hensigtsmæssig for patienter med diabetes”, siger han.

Træning og fodsår må kunne forenes

Derfor vil Thomas Aagaard undersøge, om mennesker med diabetiske fodsår kan træne, så de kan bibeholde kræfterne i kroppen - uden at gøre såret større og uden, at det bliver inficeret.

”Målet er, at træning på sigt kan blive et element i behandlingen af diabetiske fodsår. Træning kan øge udholdenheden og øge blodgennemstrømningen ned til fødderne. Med bedre gennemstrømning kommer der mere ilt og flere muligheder for heling”, siger han.

”Balancen, kræfterne og humøret bliver også bedre af træning”.

3-delt forskningsprojekt

Thomas Aagaards forskning består af 3 dele, hvoraf den første del er afsluttet med den konklusion, at dette ikke er et forskningsområde, der er undersøgt særlig grundigt.

På baggrund af undersøgelsen kunne Thomas Aagaard dog konkludere, at der ikke kan føres bevis for, at fodsår skulle blive hverken større eller mindre af træning.

Delstudie 2

I studiets anden del har han interviewet mennesker med diabetiske fodsår. Thomas Aagaard har gennem 9 måneder observeret og interviewet 5 patienter.

I interviewene har han spurgt ind til, hvordan patienterne dels har oplevet deres behandling og dels til, hvilke konsekvenser det har for deltagerne at leve med diabetiske fodsår – f.eks. hvilke udfordringer, det kan give ift. at leve et fysisk aktivt liv.

Han er lige nu i gang med at analysere på al den information, han har fået i sin indsamling.

”Som nogle foreløbige resultater ser vi, at såret ikke rigtig fylder for de her personer. De er enige om, at det er en kæmpestor belastning at have et sår, men den største belastning er, at de får pålagt nogle restriktioner. Restriktioner, som gør det svært at have en almindelig hverdag”, siger Thomas Aagaard.

Delstudie 3

Resultaterne fra de første delstudier fører nu frem til et tredje studie. Her vil Thomas Aagaard lave skræddersyede træningsprogram til 12 personer med diabetisk fodsår.

Deltagerne skal træne to gange om ugen i en periode på tre måneder.

Thomas Aagaard er spændt på, hvad studiet vil vise.

”Jeg vil gerne nå frem til at sige, at mennesker med diabetiske fodsår bare skal træne, og så forsvinder såret, men der vil jeg komme til kort. At få et sår til at hele, er en meget kompleks sag”, siger han.

”Så det vigtigste for mig er, at træningen i hvert fald ikke skal gøre det værre. Og hvis personernes sår efter 3 måneders træning er blevet en lille smule bedre – eller blot ikke er forværret – er mit spørgsmål blot, hvorfor så ikke træne, når vi ved, hvilke gode ting det kan bibringe? Jeg håber på sigt, at træning kan blive en naturlig del af behandlingen, som det er for mange andre sygdomme”.

Tredje del af studiet afsluttes i 2022, hvor resultaterne sammenfattes.

Men dette ligger flere forskningsstudier ude i fremtiden.

”Der skal rigtig meget god højkvalitetsforskning til, og det her et skridt på vejen”, afslutter Nicklas Højgaard-Hessellund Rasmussen.